Anna dressed in blood - Kendare Blake

Titel: Anna dressed in blood

Forfatter: Kendare Blake
Udgivelsesår: 2011
Forlag: Tor Teen
Originalsprog: Engelsk
Sider: 317

Bagside:
This city smells like smoke and things that rot in the summer. It´s more haunted than I thought it would be, an entire layer of activity just under the dirt: whispers behind peopel's laughter or movement that you shouldn´t see in the corner of your eye. Most of them are harmless - sad little cold spots or groans in the dark. Blurry patches of white that only show up in Polaroid. I have no business with them. But somewhere out there is one that matters. Somewhere out there is the one that I came for, one who is strong enough to squeeze the breath out of living throats.
I think of her again. Anna. Anna dressed in Blood. I wonder what tricks she'll try. I wonder iff she'll be clever. Will she float? Will she laugh or scream? How will she try to kill me?

Lidt om handlingen:
Cas' far blev dræbt, da Cas var helt lille, men ikke af et menneske, han blev dræbt af et spøgelse. Da Cas blev ældre, gjorde han som sin far og tog kampen op mod dem, der for længst skulle have været døde. En dag får han et tip om et spøgelse kaldet "Anna dressed in blood". Hun dræber alle, der træder ind i hendes hus, men ikke Cas.

Min mening:
Jeg havde ingen forventninger til denne bog, da jeg ikke havde hørt om den, før jeg læste om den på Goodreads. Forfatteren fik sat en fed gyser sammen, som til tider gav gåsehud, men oveni var den proppet med kærlighed, især den man næsten kan give sig til at græde over. Fældede vist selv en del tårer. Forfatteren fik mine følelser i kog. Det ene øjeblik var jeg sur på Cas, og det næste var han en drømmefyr. Der var nogle steder, der manglede noget, men det var ikke sådan, at jeg behøvede en pause. Jeg sad med øjnene i den her bog hele tiden inklusive skoletiden. Kan klart anbefales.

Bogen er ikke oversat. Der er en toer i serien kaldet "Girl of nightmares".

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod - Steen Langstrup

Bagside:
Danmark er i finalen. Landet ligger øde hen. Alle sidder foran tv’et for at se kampen live. Det er et historisk øjeblik.
På tankstationen ude ved hovedvejen er to unge kvinder mødt på arbejde til – hvad de regner med bliver – en meget stille aften.
Men de tager fejl.
Ingen kunder betyder ingen vidner. De er udset til en særlig rolle i en helt anden forestilling.


Kort om handlingen:
Agnes og Belina arbejder sammen på tanken. De møder begge ind den aften hvor Danmark spiller landskamp. Det betyder at der ingen kunder er, i hvert fald næsten ingen. Det der i starten var en rolig aften hvor man kunne skrive på sit speciale, bliver hurtigt til de to pigers værste mareridt. Men hvem står bag og hvorfor?


Læs mere på Boggnasker.dk

Begærets Butik - Stephen King

Titel: Begærets Butik
Forfatter: Stephen King
Originaltitel: Needful Things
Originalsprog: Amerikansk engelsk
Udgivet: 1991 (på dansk 1994)
Oversat ved: Anders Westenholz
Sideantal: 571

Den fiktive by Castle Rock i Maine, USA, hvor alle kender alle, er hjemsted for en lang række helt almindelige personer med helt almindelige problemer. Selv byens excentriske og kriminelle elementer indgår som en naturlig del af bybilledet. Én for én bliver de vigtigste karakterer præsenteret for læseren, som skal forestille at sidde på bytorvet sammen med fortælleren og betragte omgivelserne. Prologen er bogstavelig talt en prolog til alle de begivenheder, som snart vil udfolde sig i takt med, at fortællingen tager fart. For lige om lidt bryder Helvede løs i den søvnige by.
Det hele begynder, da den tilsyneladende venlige, ældre herre, Leland Gaunt, kommer til byen, hvor han åbner sin forretning ved navn Begærets Butik - butikken der har alt, hvad hjertet begærer. Konceptet virker som en uimodståelig magnet på de nysgerrige og sladderhungrende byboere. Utroligt nok ejer Leland Gaunt lige netop den ting, som hver enkelt kunde mener at ønske sig allermest brændende, og han er endda villig til at sælge effekterne for absurd lave priser. Det eneste, han virkelig kræver til gengæld for varen, er en ganske lille tjeneste. Men selvfølgelig er prisen højere end først antaget, og det viser sig da også hurtigt, at hverken varerne i butikken eller Mr. Gaunt selv er, hvad de giver sig ud for at være.
Bogens hovedperson, byens cherif Alan Pangborn, der som én af de eneste i byen ikke har anskaffet sig noget fra den nye butik, opfatter hurtigt, at noget er rivende galt. Fortvivlet må han se til, mens små uenigheder byboerne imellem udvikler sig til blodige opgør, mens han forsøger at regne ud, hvilken magt Leland Gaunt har over Castle Rock.

Bogen tegner et virkelig fint portræt af næsten hver enkelt person. Selvom nogle af karaktererne nærmer sig det stereotype, formår King på smukkeste vis at spolere vores forestillinger, når han gennem Leland Gaunt bringer de værste sider frem i folk. Man sidder som læser hele tiden og tænker, at nu kan det da snart ikke blive meget værre – men jo, det kan det, og det bliver det ved med indtil det uundgåelige klimaks i handlingen. Oparbejdelsen mod klimaks er nervepirrende, men handlingen synes nogen steder at gå lidt i ring. Mange af bipersonerne kunne i princippet godt have været undværet, uden at det ville have ødelagt sammenhængen i fortællingen eller bogens pointe. Alligevel synes jeg ikke, at man bør snyde sig selv for denne horror-roman, der i bedste Stephen King-stil er spækket med personskildringer og socialrealisme tilsat en skefuld overnaturlige elementer.

Ondskabens Engel - Kenneth Bøgh Andersen

Titel: Ondskabens engel
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Forlag: Høst & Søn
Originalsprog: Dansk
Sideantal: 314
Målgruppe: for 12-16 år
Serie: Den store Djævlekrig
Andre bøger i serien:
#1 Djævelens lærling
#2 Dødens terning
#3 Den forkerte død

Hvorfra stammer det afrevede øjenlåg, som Filip og Satina fandt? Hvad er Aziels næste træk, og hvor har han skjult Satina? Vil Filip nogensinde få mulighed for at møde sin far? Og sidst, men ikke mindst: Hvad er meningen med livet?

Alt det får vi omsider svar på i fjerde og sidste bind i serien ”Den Store Djævlekrig”, hvor det endelige slag udkæmpes og afgøres og trådene samles, og jeg tør vædde på, at jeg langtfra var den eneste, der i sin tid ventede spændt på denne bog og grådigt kastede sig over den, så snart den kom på markedet.

”Ondskabens Engel” fortsætter, hvor ”Den Forkerte Død” slap, og man vil som læser ikke umiddelbart kunne begynde på denne bog uden som minimum at have læst tredje bind i serien, da forfatteren ikke bruger nævneværdigt meget tid på at forklare, hvad der tidligere er sket. Det vil jeg heller ikke spilde plads på her på bloggen, men vil i stedet henvise til Theresas anmeldelser af de tre første bøger.

Filip befinder sig stadig i Helvede, hvor situationen er yderligere tilspidset efter de voldsomme
begivenheder under Skarnstregsfestivalens afslutningsmiddag. Stadig flere djævle forlader Helvede for at slutte sig til Aziels hær i den uundgåelige krig, som nu er nærmere forestående end nogensinde. Aziel har kidnappet Filips djævleveninde, Satina, og stik imod Lucifers ordrer begiver Filip sig til Aziels højborg, Ny Helvede, i håb om at finde hende. Snart er ikke kun Helvede, men også Ydergård, Hades, Asgård, Himlen og Jorden inddraget i kampen om Den Sorte Trone – en kamp, hvis udfald kan risikere at få fatale konsekvenser for alle verdener og underverdener.

Denne bog er uden tvivl den absolut bedste i serien. Kenneth Bøgh Andersen har taget alt det bedste fra de tre foregående bøger og formået at samle det på en sådan måde, at handlingen går op i en højere enhed og giver ”Ondskabens Engel” det særpræg, der gør bogen til noget helt sublimt. Personligt er jeg glædeligt overrasket over, at kærlighedsscenerne med Filip og Satina ikke fylder helt så meget som i de andre bøger. Måske skyldes det, at de situationer, de foregår i, generelt er anderledes end i de foregående bøger, hvor beskrivelsen af deres forhold til hinanden engang imellem havde tendens til at blive en smule for sukkersøde og malplacerede. Til gengæld er der levnet masser af plads til filosofiske overvejelser om livet, døden og livet efter efterlivet, men det bliver alt sammen flettet ind i handlingen på en måde, så det i virkeligheden slet ikke er så tungt, som det måske kunne lyde.
Noget af det bedste ved Kenneth Bøgh Andersens univers er imidlertid, at alle de klassiske ideer om godt og ondt, der optræder i de fleste andre fantasy-bøger, bliver totalt vendt på hovedet. Som læser kan man ikke undgå at føle med Filip, når han foretager sig ting, som i enhver anden sammenhæng ville være forfærdelige. Man kan heller ikke undgå at føle med stakkels Lucifer, der forståeligt nok er på sammenbruddets rand, og man ville da være et skarn, hvis ikke man støttede Helvede i en ond sags tjeneste.

Selvom stemningen i bogen generelt er præget af den forestående Djævlekrig, er der heldigvis også plads til lidt af den humor, der er ét af seriens kendetegn, især når nye fordømte skal lukkes ind i Helvede. Til gengæld er der også scener, der er så hårrejsende uhyggelige, at man næsten ikke tør bladre videre til næste side, og scener, der er så ubærligt sørgelige, at det er svært ikke at knibe en tåre.
Selvom der er tale om en ungdomsbog, bliver selv et semi-ungt individ som mig, der normalt ikke er den store fantasy-læser, uimodståeligt draget af bogens univers og de mange lag, der er i handlingen. Efter at have læst bogen to gange er den bestemt ikke blevet mindre spændende, og jeg tror, at jeg ville blive ved med at opdage nye ting, jeg ikke havde lagt mærke til før, hvis jeg bestemte mig for at læse den tredje og fjerde gang.

”Ondskabens Engel” er en fantastisk sammenblanding af hygge og uhygge, engle og dæmoner, kærlighed og had og om godt og ondt. Jeg kan derfor kun anbefale, at man fluks skynder sig at flyve hen til sin nærmeste boghandel og får fingre i et eksemplar i en Helvedes fart.

NB: hvis du har læst bogen, men bare ikke kan få nok af underverdenen og dens skæve eksistenser, findes et kort ekstra kapitel, som kan læses gratis på forfatterens hjemmeside.

Vejen til Helvede - Douglas Preston & Lincoln Child

Titel: Vejen til Helvede (Reliquary)

Forfatter: Douglas Preston & Lincoln Child

Oversætter: Søren H. Madsen

Forlag: Lademann Bestsellers

Sideantal: 379

Vejen til Helvede er, fandt jeg efterfølgende ud af, anden bog i en serie om FBI-agenten Pendergast. Det er da også temmelig tydeligt i bogen, at flere af dens hovedpersoner har været samlet om en opgave før, men som i f.eks. Harry Potter får man alle detaljerne fortalt på en måde, så man sagtens kan læse bogen for sig selv.

Bogen er en blanding af krimi, thriller og smule videnskabelig fantasy.

To hovedløse lig dukker op i Humboldt-kanalen, deriblandt den forsvundne rigmandsdatter, Pamela Wisher. Kort efter opdager retsmedicinerne, at der er gnavemærker på knoglerne, som om et dyr – eller et menneske – har spist skeletternes ejermænd.

Pendergast, den kloge FBI-agent, kriminalkommissæren D'Agosta, overbetjent Hayward, retsmediciner Margo Green og journalisten William (Bill) Smithback beslutter sig for at sætte en stopper for disse mord, som stiger i antal, efterhånden som efterforskningen skrider frem.

”Fordi det her er mit rige. Jeg er herre over alt det, du ser.”

”Jamen... jeg kan ikke se noget.”

En tør kluklatter steg op fra hullet i betonvæggen. ”Du tager fejl! Du ser mørke. Og mørket er mit domæne. Oven over dit hoved rumler togene forbi, og overfladebeboerne farer af sted for at udføre deres meningsløse gøremål. Men territoriet under Central Park – Route 666, Ho Chi Minh-stien, Blokhuset – er mit.”

De får snart nys om, at morderne bor nede under jorden, i et utal af tunnelgange og etager under Manhattan – hvilket gør deres efterforskning ekstrem kompliceret. De hjemløse underjordiske beboere, også kaldet muldvarpe, har flere forspring: de kan se bedre i mørket end vores hovedpersoner, og de kender alle tunneller og gange.

Men da Smithback, som er på udkig efter en fantastisk historie, så han kan få sit store gennembrud som kriminalreporter, laver et interview med Mephisto, lederen af et muldvarpesamfund, finder han ud af, at det måske alligevel ikke er de almindelige muldvarpe, der står bag. Måske er det i virkeligheden et samfund, der bord længere nede under jorden. Måske er det nogle væsner, som bliver kaldt for rynkehovederne.

Antallet af lig stiger, og hovedpersonerne kæmper snart mod både tid, sted, deres overordnede og civile.

På trods af at jeg normalt ikke læser bøger som denne, og ikke ville have læst den hvis ikke min moster var kommet i tanker om den, da vi så et bestemt afsnit af Supernatural, fangede den mig. Jeg synes, at det var spændende, at noget af handlingen foregik under jorden, og at man fik meget at vide om undergrundens beboere. Jeg nød også at følge med i efterforskningen. Desuden er bogen delt op i spændende, korte kapitler, som gør, at man har svært ved at lægge den fra sig. Jeg tænkte tit ”bare ét kapitel mere – og så ét til!”, mens jeg læste.

”Liget blev fundet i et lille indelukke herinde. Vi må hellere holde os tæt til hinanden. Pas på, at I ikke får et røræg.”

”Røræg?” sagde D'Agosta.

”Ja... pas på, at der ikke er nogen, der griber fat i jer og giver jer et slag i hovedet med et rør.”

Der er også adskillige sjove indslag i selve romanes sprog og handlingen. Alt i alt var det en meget underholdende oplevelse at læse Vejen til Helvede.

Andre bøger om Pendergast:

Forbandelsen

Dødens Kabinet

I Pagt med Djævlen

Dødedans

Dødebogen

Der findes en del andre bøger om ham, men dette var de eneste danske titler, jeg kunne støve op via internettet. På forfatternes hjemmeside (klik på linket) findes en liste over alle deres bøger.

De Hvide Mænd - Kenneth Bøgh Andersen

Titel: De Hvide Mænd

Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen

Forlag: Høst og Søn

Udgivelsesår: 2003

Sidetal: 172

Du er nøjagtig hvad dette samfund behøver.

"Jeg så De Hvide Mænd, da jeg var ude at gå," Siger Edwin og mærker hvordan hun stivner. Hun trækker sig væk fra ham, hvilket er en typisk reaktion, når nogen nævner De Hvide Mænd. Derfor gør man det ikke.
Lykke kigger på ham, lidt forsigtigt. Han ved, at det er mere end tre år siden, hun sidst har set De Hvide Mænd. Det er ikke så tit, man ser dem. Selvom de er overalt, hele tiden på arbejde. De skjuler sig godt i en verden, hvor alting - mure, vægge, tøj, tænder, ja, nogle gange endda himlen - er hvidt.
"Så du dem gøre deres...?"
Han ryster på hovedet.
Edwin Georg Normann. 4271. Hold 122. 5. årgang. Winston Smith Gymnasium. Karaktergennemsnit: 9,6.

For lavt.

Edwin er 21 år, og går netop nu ind i sin eksametid. Sin sidste eksame. Edwin var premiestudent før jul. Ingen var bedre. Han var nøjagtig hvad det samfund behøvede. Men så gik det galt. Hans gennemsnit inden den første eksame er 9.6. Forlavt. Og han må ikke dumpe. For hvis han dumper. Så ved alle kun alt for godt hvad der sker. Så kommer De Hvide Mænd.

I denne verden hersker Suvival of the Fittest. Darwins lov. Den stærkeste overlever. De andre bliver sorteret fra. I denne grå verden gør man som folk siger. Man følger lovene. For ellers...

Danmark i fremtiden?

Kenneth Bøgh kan bare sit kram, ikk? Dog er De Hvide Mænd anderledes end andet jeg hidtil har læst af ham. Science Fiction Dystopia når det er bedst. Andersen har lagt sin humor fra Djævlens lærling på hylden i denne roman der er dødsens advorlig. Fordi det kunne godt ske.

Bogens hovedperson Edwin er måske en smule typisk. Den helt der pludselig opdager at den verden han lever i er helt forkert. Dog gør Kenneth det på en utrolig realistisk måde. Det er ikke sådan at Edwin gør hvad han gør fordi det er "det rigtige" Han handler som et menneske, og er på den måde virkelig levende. Bogen har en filosofisk baggrund, selvom spørgsmålene ikke direkte står der.

Ikke så forfærdelig lang. Let tilgængelig hvis man bare har en smule flaire for at læse under huden på bogen. Jeg kan sige så meget som at de fleste i min klasse synes den er frygtelig. Men jeg elsker den. Jeg mistænker dem for kun at hakke ned på den fordi de er blevet tvunget til faktisk at åbne en bog. Det er jo også farligt. De bider.

Den er klart læsning værd. Den er kort, og kan bruges som sideløbende læsning til en tungere roman hvis det var noget.

Bare få den læst for guds skyld!

Kadavermarch af Dennis Jürgensen

Titel: Kadavermarch

Forfatter: Dennis Jürgensen

Forlag: Tellerup

Udgivelsesår: 1991

Sideantal: 380

Bogen starter på en øde parkeringsplads foran et supermarked. De 3 venner og bandmedlemmer fra det verdenskendte splatterpunk-band, The Rotten Leprechauns, Sid, Øglen og Fritz, sidder i en blå Pontiac og diskuterer, hvorvidt de skal begive sig ind i supermarkedet og hente proviant. Lidt derfra holder en smadret rustvogn med en kiste i, og under forhjulet på en truck ligger en livløs person. Forsangeren, Sid, vil have sin lakridser, og langt om længe går de andre med til at handle.

Ud over de 3 splatterpunkere følger vi også forskeren, Paul Martins; to unge piger ved navn Cecilie og Pernille samt Pernilles mor og mange flere.

I løbet af bogen står det snart klart, at verden ikke står til at redde; zombierne er ved at have overtaget, og man skal ikke være sart, hvis man har lyst til at overleve. Årsagen til denne tragedie er der heller ikke lagt skjul på, og jeg synes, at det er rigtigt godt, at forfatteren også har givet sig tid til at finde en – temmelig realistisk – årsag.

Derudover gør det bogen ekstra spændende, at den foregår i et fremtidsrelateret Danmark, hvor samfundet er blevet splittet op i to: de rige og smukke som bor i deres selvskabte paradis, og de almindelige mennesker som kun har nytte af ganske få af de opfindelser, der er en del af de riges hverdag.

Bogens hovedpersoner er også alle sammen velgennemtænkte og godt beskrevet. Især er jeg helt vild med den fandenivoldske Sid, som kommer med en del morsomme kommentarer på trods af verdens tilstand og på den måde også gør bogen underholdende at læse på den sjove måde.

Kadavermarch er bestemt ikke for sarte sjæle; Den er spækket med malende beskrivelser af alskens indvolde og andre aldeles ulækre ting, der grådigt bliver fortæret direkte ud af kroppen.

Det eneste dårlige ved bogen er dens ufuldstændige slutning (jeg vil gerne have at vide, hvordan det går de overlevende mennesker fremover) og manglen på merchandise!

Dennis Jürgensen har i samme univers også skrevet bogen Kadaverjagt, som er en del kortere end Kadavermarch og foregår i en anden del af Danmark.

Djævelens Fodspor af E. E. Richardson

Titel: Djævelens Fodspor

Forfatter: E. E. Richardson

Forlag: Flachs

Udgivelsesår: 2006

Sideantal: 286

1 er ild, og 2 er blod,

3 er storm, og 4 er flod.

5 er vrede, 6 er had,

frygt og ondskab følges ad.

9 er sorg, og 10 er kiv,

11 død, 12 atter liv.

Men det sidste, 13. skridt

er dit værste maremridt:

Den, som Mørkemanden tage,

vender aldrig mer' tilbage

Sådan lyder bagsideteksten, mens man nedenunder kan se silhuetterne af børn, der går på rad og række.

Jeg købte bogen for halv pris, da jeg var til Store Bogdag i Viborg sammen med Boggnasker. Det lignede en lille, men meget uhyggelig bog, og jeg faldt straks for digtet på bagsiden. Det vister sig da også, at jeg hurtigt kunne komme igennem dem, og nøj hvor var den spændende! Noget sagde mig, at den var skrevet til en lidt yngre målgruppe, men på den anden side skræmte den mig også på en måde, så jeg ikke havde lyst til at gå igennem et mørkt lokale alene. Måske er det bare mig, der er sart.

Bogen handler om drengen Bryan, som har mistet sin storebror, Adam. De legede den leg i skoven, den leg som ingen børn burde lege. Den leg der bestemte, hvordan man skulle dø. Adam tog det 13. skridt, og han forsvandt for evigt.

I en verden hvor Bryans forældre er stoppet med at tage sig af ham, lider han af mareridt om Mørkemanden. Sammen med to venner beslutter han sig for at finde ud af, hvad der er sket med de børn, der er blevet taget af Mørkemanden.

Bogen er meget kort, men forbløffende velskrevet i forhold til sin størrelse. På trods af dens hårrejsende handling, ynder jeg at kalde den for en ”hyggelig”, lille bog, fordi siderne og kapitlerne er så korte, som de er.

Af samme forfatter:

E. E. Richardson har også skrevet andre gyserromaner, som jeg garanteret ender med at læse en dag. Bl.a. har han også skrevet følgende titler: Gravens Gru, Fanget og Ånden i Cirklen.

Opgøret af Stephen King

Forfatter: Stephen King:

Udgivelsesår: 1990

Sideantal: 1125

Kort fortalt handler Opgøret om menneskene, der overlevede den altødelæggende virus Captain Trips (en menneskeskabt virus der får størstedelen af verdens befolkning til at dø på meget kort tid). Chokerede over at være immune over for en sygdom, som har taget alle deres venner og bekendte fra dem, opdager de nu, at de drømmer om to personer, som de ikke aner, om er virkelige eller ej: den mørke mand og en kvinde på over 100 år. De overlevende deler sig nu i to grupper: de gode og de onde. De gode er draget med Moder Abagail til Boulder Frizone i Colorado, mens de onde har samlet sig omkring Randall Flagg (den mørke mand) i Las Vegas.

Der er ingen tvivl om, at de gode er rædselsslagne over for Randall Flagg, men i deres kamp for at stable et nyt samfund på benene, stifter de et råd, som vælger at sende 3 spioner over til de onde, og for dem står det snart klart, at Randall Flagg ikke har tænkt sig at lade de gode leve i fred på den anden side af bjergene; han har anskaffet sig nogle piloter, og han agter at bombe Moder Abagails folk.

Samtidig har Frizonen problemer, for Nadine, en kvinde som har været i kontakt med Randall Flagg, siden hun var meget ung, og for hvem det er bestemt, at hun skal ægte denne djævel, er flyttet ind hos Harold Lauder, en ung mand som lige som Nadine føler sig svigtet af Frizonen. Harold er vred på Frances ”Frannie” Goldsmith og Stuart Redman, fordi at Harold ”fandt” Frannie først og derfor mener, at hun ”tilhører” ham. Og Harold pønser på en plan for at få sin hævn, mens han langsomt er begyndt at drømme om Randall Flagg ...

Opgøret er skrevet på en typisk Stephen King-måde med masser af uhygge og spændende kapitler. Jeg synes, at det er virkelig godt gjort, og den ville bestemt ikke være lige så god, hvis den var kortere. Hvis død og ødelæggelse samt spænding og uhygge tiltrækker dig, bliver du simpelthen nødt til at læse denne skønne bog!

Opgøret er tidligere blevet udgivet i en forkortet version (Slutspil), fordi det amerikanske forlag, der først udgav den på engelsk, ikke havde en økonomi, der kunne række til at fremstille så lang en bog.

I 1994 blev Opgøret/The Stand filmatiseret, men hvis du vil se den, må du sikre dig, at du har masser af tid – den varer nemlig omkring 6 timer, men er al den tid værd!

Dyrekirkegården af Stephen King

""Deres tilintetgørelse og tilintetgørelsen af alle Deres kære er meget nær, doktor.”


Titel: Dyrekirkegården
Originaltitel: Pet Sematary
Forfatter: Stephen King
Sideantal: 299
Udgivelsesår (i Danmark): 1987
Filmatisering: år 1989 og 1992



Pascow kom nærmere, og da han var nået næsten helt hen til ham, begyndte han at snakke.
”Døren må ikke åbnes,” sagde han. Han kiggede ned på Louis, der var faldet på knæ. Der var et udtryk i hans ansigt, som Louis først tolkede som medlidenhed. Men det var ikke medlidenhed – kun en grænseløs tålmodighed. Han pegede på dyngen af knogler, der bevægede sig. ”Gå ikke om på den anden side, ligegyldigt hvor meget det trækker i Dem, doktor. Barrieren må ikke overskrides. Husk dette: Der er større kræfter på spil her, end De kan forestille dem.”

Bogen starter meget fredeligt: Dr. Louis Creed flytter med sin kernefamilie til Ludlow, Maine, hvor alt tyder på, at de kan få en fantastisk fremtid. Huset er stort og rummeligt, og børnene kan lege i den store have, som for resten også er forsynet med en sti, som fører ned til … Kæledyrenes Kirkegård. Rachel Creed stempler straks dette sted som farligt og usundt for sine børn, men Louis er ikke enig. Han synes, det er en god måde at konfrontere sin datter med døden på.

Men da Ellies elskede kat dør, bliver Louis kastet ind i den første af mange hårrejsende begivenheder. Familiens nye nabo, Jud Crandall, tager Louis med ud til Kæledyrenes Kirkegård, men i stedet for at stoppe der, fører han ham over barrieren af døde grene og træer, som han selv havde advaret familien om at overtræde. De ender ved en gammel Micmac-begravelsesplads, hvor Jud opfordrer Louis til at begrave katten. Louis gør, som den gamle mand siger, og dagen efter dukker katten op hjemme ved huset – beskidt, ildelugtende, men i live.

Louis mener, at han kan leve med hemmeligheden om, hvad der gik for sig, mens hans kone og børn var på besøg hos Rachels forældre, og efter et par spørgsmål om begravelsespladsen (”Har man nogen sinde begravet et menneske deroppe?” ”Jesus Kristus, nej.”) beslutter han sig for at glemme alt om sine oplevelser ved Thanksgiving

… indtil en lastbil kører forbi på vejen foran deres hus, i samme øjeblik som lille Gage beslutter sig for at løbe kapløb med sine forældre. Kan Louis virkelig glemme alt om Micmac-gravpladsen, og hvad sker der i grunden, hvis man begraver et menneske deroppe?



(OBS: Næste del indeholder spoilers fra slutningen af bogen)


”Ønsker du at være den, der skal forklare Ellie, hvad der er sket, hvis hendes kat får kattesyge eller leukæmi, eller hvis den er blevet kørt over ude på vejen? Ønsker du at være den, der giver hende besked, Rachel? For måske ville du være den rette person til en sådan forklaring,” sagde han. ”Du kan fortælle Ellie, at pæne mennesker slet ikke snakker om den slags ting. De begraver dem bare … nej, for resten, brug ikke det ord, for så giver du hende komplekser ...”
Hun puffede ham til side. ”Lad mig være i fred! Du har sagt tilstrækkeligt!” Da hun var nået hen til døren, vendte hun sig om imod ham. Tårerne strømmede ned over hendes kinder. ”Jeg ønsker ikke dette diskuteret i Ellies nærvær mere, Lou. Det er mit alvor. Der er intet naturligt ved døden. Intet. Det burde du vide som læge.”


Jeg synes, at Dyrekirkegården er en spændende, uhyggelig, men på samme tid en meget lærerig og tankevækkende bog. Den er spækket med uhyggelige og sørgelige kapitler, og ikke mindst med det at skulle acceptere døden. Den har lært mig, at vi mennesker har svært ved at acceptere, når nogen, vi holder af, går bort. At vi, hvis vi får chancen, vil gøre alt for at ændre det, uanset hvad resultatet vil blive. Hvor fulde af håb, vi er; ”Jeg ventede for længe med Gage. Men det bliver anderledes med Rachel. Det ved jeg.”

For mig startede denne bog med at være ren underholdning, og da jeg blev færdig, betød den noget helt andet for mig. Dermed ikke sagt, at den ikke er god, for det er den. Jeg ville bestemt have slugt den på færre dage, end jeg gjorde, hvis ikke jeg selv har været ude for nogle oplevelser med døden, der tvang mig til at holde et par dages pause med den. Det er en bog, man nemt og hurtigt kan læse, uden at den mister værdi.



(Mange hævder, at Dyrekirkegården er en af Stephen Kings mest skræmmende bøger, og at man får mareridt af den. Jeg led hverken af mareridt eller skræk af nogen art, hvilket selvfølgelig ikke betyder, at andre vil have det på samme måde, men i min optik er Dyrekirkegården ikke så uhyggelig, som der går rygter om, bare langt mere tankevækkende, end hans tidligere romaner har været, hvilket i sig selv kan gøre bogen ubehagelig at læse.)

Tunnelmanden - Dennis Jürgensen

Titel: Tunnelmanden
Forfatter: Dennis Jürgensen
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2010
Sidetal: 320

Adelene bor i det trøstesløse Villa Gina med sin mor, der ifølge hende selv er en ”alkoholiseret bitch”. Adelenes mor bekymrer sig aldrig om, hvor hendes datter befinder sig, undtagen når det gælder om at tilfredsstille sine egne behov som fx. At få Adelene til at gå i kiosken for sig efter cigaretter og whisky, eller komme op til hende om morgnen med reparationsbajere.

Adelene prøver at holde sit liv udenfor skolen hemmeligt, men bliver alligevel mobbet af den populære Freja og hendes slæng fra klassen. Hun holder sig oftest for sig selv. Hendes liv ville have været fuldstændig uudholdeligt, hvis ikke det havde været for hendes kærlighed til bøger og fru Jespersen, en venlig, ældre dame, som Adelene køber ind for. På netop én af disse indkøbsture bliver Adelene udsat for en grov joke af 3 drenge, der jagter hende ind i en endnu ikke færdigbygget tunnel, hvor hun falder ned i et hul og ikke kan komme op. Drengene vil ikke hjælpe Adelene op, før hun giver dem de 200 kr., de kræver af hende.

Adelene opdager dog snart efter, at hun ikke er alene i tunnelen; Tunnelmanden er der også. Tunnelmanden har opdaget, hvor uretfærdigt Adelene bliver behandlet, og han ønsker at hjælpe. Det går op for Adelene, at Tunnelmandens definition på ”at hjælpe” er at eliminere hele den del af hendes omgangskreds, der er til gene for hende.
Kan Adelene nå at redde nogle af sine kammerater?
Snyder Tunnelmanden, eller er han til at stole på?
Hvem skal dø, og hvem skal ikke dø?

”Tunnelmanden” er en grum gyser, der sætter ens moral på spidsen, idet man følger den rationelle, moralske hovedperson, som pludselig får muligheden for at gøre op med sin hæslige tilværelse. Ydermere er bogen spækket med den velkendte og altid underholdende Jürgensen-humor, der nu officielt er et særegent begreb, og den gør sig især gældende i uhyggelige, nervepirrende situationer, hvilket giver en bizar følelse af at være død af grin og skræk på én gang.

Bogen henvender sig primært til læsere fra 12 til 14 år, da det både er let at identificere sig med hovedpersonen, og sproget er meget ligetil, men kan sagtens læses, hvis man er uden for den målgruppe, da den oprindeligt er tiltænkt som en "voksenbog" - og det ikke helt uden grund. Hovedpersonen kommer ud for ting, som er mere psykisk horrible, end det er håndgribelig uhygge, men fordi Dennis Jürgensen skriver på en måde, hvor man kan læse historien i flere lag, er målgruppen meget bred. Leder man efter god underholdning, et lille gys efterfulgt af en lidt tam slutning, er ”Tunnelmanden” værd at overveje. Ikke mindst, hvis man er en ægte Dennis Jürgensen-fan.

Som lydbog:
Lydbogen bliver indlæst af Torben Sekov, der i dag efterhånden har taget patent på Dennis Jürgensens bøger – og det bestemt ikke uden grund, da han formår at flette humor og gys sammen på den helt rigtige måde med sin behagelige stemme og skaber den helt rigtige stemning – både med de mange nuancer, han har i sin stemme og med sine skuespillerkompetencer, der giver karaktererne fylde og liv.

Fortællingen om kropsrøveren - Anne Rice

Titel: Fortællingen om kropsrøveren
Forfatter: Anne Rice
Originaltitel: The Tale of The Body Thief
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 1992
Oversat af: Marianne Børch
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 548
Bind: 4
Serie: Vampyrkrøniken

Andre bøger i serien:
#1 En vampyrs bekendelser
#2 Mørkets fyrste
#3 De fordømtes dronning
#5 Djævelens discipel
#6 Vampyren Armand
#7 Merrick
#8 Blod og guld
#9 Blackwood Farm
#10 Blood Canticle

I fjerde bind af Vampyrkrøniken følger vi endnu engang den fandenivoldske Lestat de Lioncourt og hans umådeligt dumdristige påfund, der fører ham helt til tops mellem moralsk forkastelighed, livets intensitet, sorger og glæder og blodtørst, ikke at forglemme. Denne fortælling indledes med Lestats egen, personlige prolog, hvor han kort opsummere, hvad der er hændt ham tidligere, før selve historien begynder. Lestat de Lioncourt møder tilfældigt en dødelig på én af sine jagter, og denne dødelige viser sig at være én, som bliver ophav til et omdrejningspunkt i Lestats lange, udødelige liv. Personen, hvem Lestat har lagt mærke til adskillige gange, er Raglan James - en person, der appellerer til Lestats inderlige ønske om at blive et levende menneske igen, da Raglan er i stand til at bytte krop med andre.

Den eventyrlystne Lestat går ind for kropsbytningen for en kortere periode trods Louis' og David Talbots - Lestats dødelige ven fra Talamascaen - advarsler og bekymringer. Det viser sig, at Lestats gamle ven Louis og hans nære, dødelige ven David Talbots bekymringer ikke er skabt af ingenting, for Raglan James er langt fra så pålidelig, som han giver sig ud for; han har ikke tænkt sig at vende tilbage med Lestats krop.

Imidlertid lever Lestat som et dødeligt menneske og opdager hurtigt, at det langt fra er, hvad han har forestillet sig og husker fra sin barndom i det 18. århundrede. Han får ovenikøbet pådraget sig en dødelig lungebetændelse, og livet som dødelig er med andre ord ved at tage livet af ham. Da Lestat hverken kan få hjælp fra Louis eller Marius, én af de ældste vampyrer, opsøger han atter David Talbot, og sammen påbegynder de en jagt på den gemene kropsrøver.

Anne Rice har endnu engang formået at skabe spænding på sin egen, enestående facon, hvor hun lader læseren komme helt ind på livet af Lestat de Lioncourt som jeg-fortæller. Alle scener bliver beskrevet levende og malende med det lille twist af ironi og bitter sødme, som Lestat er så kendt for. De religiøse figurer Gud og Djævelen er endnu engang omdrejningspunktet for fortællingen og i allerhøjeste grad Lestats tilgang til verden; Anne Rice formår på sin egen intellektuelle måde at gøre den fiktive historie til langt mere end blot underholdning, idet der er masser af stof til eftertanke, mange poetiske beskrivelser og scenarier, der næsten er - eller kan blive - tårefremkaldende. De emotionelle episoder er beskrevet med en lidenskab til sproget, livet og verden, og læseren bliver båret på bølger af sindsoprivende handlinger, der fører både glæde, spænding og frustration med sig.

Med denne bog, 4. bind i serien om vampyrerne, har Anne Rice skabt en fortælling, der i modsætning til nogle af de tidligere bind, er præget af action hele vejen igennem. Som det står sort på hvidt i prologen, er det ikke nødvendigt at læse de 3 øvrige bøger i serien, men da der refereres hyppigt til tidligere hændelser, er det altid rart at have baggrundsviden med sig i bagagen.
Sproget er både nuanceret og rigt på detaljer både i og udenfor dialogerne mellem personerne og kræver, at man som læser har tålmodighed nok til at komme igennem de første kapitler. Er man først faldet ind i den jævne læserytme, går resten let som en leg.

Bøgerne i Vampyrkrøniken adskiller sig markant fra de romantiske bøger om vampyrer, som vi kender i dag (heraf kan nævnes Twilight, Nattens hus og Vampire Diaries), da temaerne rækker langt mere ud end teenage love og bristede hjerter. For Anne Rice og hendes karakterer er livet og kærligheden et begær, der spiller på fysisk så vel som psykisk nærvær både på utraditionel og traditionel vis. Vampyrkrøniken stiller spørgsmål til éns moralske sans ved at sætte én i en hændervridende situation, hvor kun Lestats egen viljestyrke afgør udfaldet. Søger du en serie om vampyrer, er denne bestemt et kig værd.

Det er bestemt en læseoplevelse for alle, der ønsker smagen af sarkasme, romantikkens tidsalder, en flodbølge af ord, moderniteten og varmt, tykt blod på sine sprukne læber.

Puls - Stephen King

Titel: Puls
Original Titel: Cell
Forfatter: Stephen King
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelses år: 2006
Sidetal: 412
Oversat af Jette Røssell
Originalsprog: Amerikansk

Clay stod inde bag de splintrede glasfyldinger uden erindring om, at han var gået derhen, og mindedes kun svagt, at han havde fejet stolen til side.
"Hallo, tumpe!" råbte Clay og blev kortvarigt oplivet, da den store mand standsede sin sindsyge talestrøm og stoppede brat op.
"Ja, det er dig, jeg taler til!" Od så, fordi det var det eneste,  han kunne finde på:"Jeg kneppede din mor, og hun var en slap fisse!"
Den store psykopat i den gule t-shirt råbte noget, der mindede uhyggeligt meget om det, habitdamen havde skreget.

"På bunden er vi slet ikke homosapiens," sagde Rektor. "Vores inderste kerne er vanvid. Den grundlægende drivkraft er mod, kære venner. Darwin var for høflig til at sige, at vi ikke hersker over Jorden, fordi vi er de klogeste, ja, ikke engang de mest geneme, men fordi vi altid har været de mest sindsyge, mest blodtørstige møghunde i hele junglen. Det var det, som Pulsen afslørede for fem dage siden."

Den 1. oktober. Klokken 15:03. Gik et signal, en puls, ud til alle mobiltelefoner. Pulsen går ind i ofrets hjerne, og efterlader intet andet end ren vanvid. Til at starte med. Man mener det var en syg terrorhandling, der gik galt. Grueligt, grueligt galt. Fordi der var en orm.
Clay Riddle, en nyligt sepereret tegneserieforfatter, er draget til Bosten den dag, 1. oktober, for at forhandle om sine historier. Han ejer ingen mobiltelefon, og overlever den første bølge af Puls ved et retn lykketræf. Mens andre må se sig, til takke med at få halsen bidt over af den mand, der for et telefonopkaldt siden var deres ven. Clay flygter med manden Tom og pigen Alice ud af Boston, og søger som alle andre almindelige mennesker sikkerhed i natten. Fordi mobilpsykopaterne går kun om dagen. Og efterhånden begynder de også at færdes i flokke. At levitere. Og telepatere.
Pulsen, måske den fuldændte computervirus, er i gang med at hærge.

Når man siger Puls må man også sige Stephen King. Puls er den klassiske King roman med masser af splatter, gru og psygisk terror. Kan man ikke lide Stevie skal man ikke læse den. Kan man ikke lide verdens-undergang-bøger skal man absolut ikke læse den. Er man let påvirkelig, og ved med sig selv man ikke kan klare mosten, så skal man holder 5 meters afstand!
Puls er en utroligt rammende og deprimerende historie, og samtidig er den skrevet så realistisk at jeg slet ikke ville overveje at droppe at læse den. Selvom jeg ikke havde problemer med at lægge den fra mig. Det var jeg nermest nød til, får at tørre øjnene. Seriøst, jeg har grædt under den bog.
Puls er meget grim, og grusomt ond. Der sker en masse uretfærdige ting, som selvfølgelig bare er med til at gøre den endnu bedre.

Selve plottet er kringlet, men stadig fuldt forståeligt, og man bliver holdt hen i spænding, i det man kun ved det hovedpersonen ved. Sproget er typisk King-stil, dog ikke med særligt stort forbrug af paranteser.
Du er næsten bange for at tage din telefon, når du har læst den. Hvad nu hvis Pulsen indtræf.

Is your phone up?

Kan du høre mig nu?

KASHWAK = 0-F0

DU VIL SIGE "WOW!!!"

Misery - Stephen King

Titel: Misery
Original Titel: Misery
Forfatter: Stephen King
Forlag: Gyldendal
Oversætter: Anders Westenholz
Original sprog: Amerikansk
Sidetal: 296

Tidevandet løb ud. Pælene ragede igen op. Han begyndte at vente på urets slag. På to slag. Slagene lød. Han lå stablet op i puderne og holdt øje med døren. hun kom ind. Hun var iført et forklæde over sin cardigan og nederdel. I hånden holdt hun en gulv spand.
"Du vil vel have din snoskebolle medicin." sagde hun.
"Ja, tak." Han prøvede at smile indladende til hende, og følte inden ydmygelse - Han følte sig grotesk, som en fremmed.
"Jeg har den," sagde hun. "Men først må jeg tørre det svineri op. Det svineri DU har lavet. Du må vente, til jeg har gjort det."
Han lå på sengen med sine ben, der så ud som knækkede grene under tæppet og den kolde sved løbene over sit ansigt i små, langsomme strømme. Han lå og så hende gå hen til krogen og sætte gulvspanden fra sig før hun samlede skårene af suppeskålen op fra gulvet og bar dem ud og kom tilbage og knælede ned ved siden af gulvspanden og stak hånden ned i den og hentede en sæbeklud op og vred den og begyndte at vaske det tørrede suppe af væggen.
Han lå og kiggede på, og tilsidst begyndte han at skælve, og det gjorde smerterne værre, men han kunne ikke lade være. En gang vendte hun sig rundt og så ham skælvende og gennembløde sengetøjet med sit sved, og hun belønnede ham med et så snu, vidende smil, at han uden betænkteligheder kunne havde slået hende ihjel.
"Det er tørret ind," sagde hun og vendte ansigtet mod krogen. "Jeg er bange for det kommer til at tage et stykke tid, Paul."

Paul Sheldon er den succesfulde forfatter til serien fra det victorianske england, hvor stakkels Misery ender med at blive gift med sin store kærlighed. For at opnå anerkendelse hos kritikerne slår Paul den elskede Misery ihjel, og dette huer bestemt ikke hans millioner af fans. Og deriblandt ikke hans største beundre - Annie Wilkes.
Paul ønsker at komme videre, skrive "rigtig" litteratur, og har netop afsluttet manuskriptet til sin nye roman - Fast Cars, da han beslutter sig for at fejrer det med champanie og en køretur ud i natten. Stormen synes noget andet.
Paul Sheldon kører galt langt fra alt, i snestorm, og bliver ved et lykketræf (Eller hvad?) fundet af den midaldrende, eneboer Annie Wilkes.
Uger efter det vågner Paul op i en fremmed seng, og opdager, at hans ben er smadret til ukendelighed.
Men Annie Wilkes er ikke bare en gal fan, er hun vel? Nej, hun er snu. Selv om alle de snoskebollede tissemyrer er i mod hende. Så klarer Annie sig nok.

gudinde

Afrika

Det var måske ikke så pænt at slutte med de to ord, uden nogen form for forklaring. Men lad mig sige det sådan : Læs bogen og find ud af det!
Det lader til, jeg faldt over en af Stephen Kings virkelig psykologiske gysere her. Puha. Jeg fik helt kuldegysninger.
Man må sige, at på trods af stoffer og alkohol, og hvad Stephen King ellers var på, mens han skrev den, så har han virkelig gjort et godt stykke arbejde. Eller måske nærmere på grund af det? I hvert fald er den smuk skrevet, med en masse små sjove episoder, og mindre sjove. Jeg må endnu en gang forbløffes over, at han kan skrive en hel bog, hvor hovedpersonen praktisktalt ikke kan flytte sig ud af sengen. I hvert fald ikke ved egen hjælp. Paul Sheldon er en levende, og menneskelig hovedperson, med næsten flere dårlige sider end gode. Alligevel er man hele vejen i gennem på hans side. Men, man kan vist heller ikke andet med Annie Wilkes som modpart. King sagde selv, i Om at skrive - Annie Wilkes er druk, Annie Wilkes er stoffer. - Det er meget muligt, hun er det, hun er også creepy. Især, fordi hun kunne findes i virkeligheden. Der er ingen som siger at der ikke sidder en syg kvinde på en går et sted i USA, og gemmer sin skødeforfatter dybt i sit hus, hvor ingen kommer ind. Eller ud.
Annie Wilkes sprog er meget spøjst...ord som Snoskebolle, og idder-adder, er en del af hendes ordforråd, og som bogen skrider frem ser man med gru, at Paul også begynder at bruge dem. Annie kan nemlig ikke lide fy-ord.
På trods af bogens åbenlyse grusomhed, blev jeg på intet tidspunkt skræmt mens jeg læste. Forfærdet - Ja, men ikke bange. Ikke før det var blevet mørkt, og Annie begyndte at krybe ud af krogene.

Bogen er udgivet som film, jeg har endnu ikke set den, men har til hensigt at gøre det. Især, fordi min far og jeg mener, filmen er nærmest kriminelt langt fra bogen. Så, mit gode råd er :
Læs for guds eller gudindens skyld bogen først. Det vil I få meget mere ud af. Desuden er jeg overbevist om, at bogen er bedre.

Bogen er, som en sjælden fugl fra Afrika. Læs den med varsomhed.

De Dødes Kald - Kelley Armstrong

Titel: De Dødes Kald

Originaltitel: The Summoning

Forfatter: Kelley Armstrong

Forlag: Carlsen

Sidetal: 390

Bind: 1

Serien hedder: Mørkets Kræfter

1# De Dødes Kald

2# Åndernes Hvisken

3# The Reckoning (ikke oversat til dansk endnu)

Resume:

Chloe Saunders er en helt normal teenager, lige indtil den dag hun begynder at se ånder.
Efter et skræmmende møde med et spøgelse på skolen, bliver hun indlagt på Lyle House – hjemmet for sindsforvirrede teenagere. Det var meget slemt til at begynde med, men så mødte hun den charmerende Simon, og hans asociale bror, Derek. Tori, som er meget jaloux på Chloe, og Rae, som er alt for glad for ild.
Efter et stykke tid lærer vi, at det ikke psykisksyge teenagere Lyle House har med at gøre. En overnaturlig kræft binder dem sammen.

Min mening:

Jeg synes at bogen er meget god, og jeg vil klart gerne læse resten af serien. Men mest for at følge min yndlings karakter, Derek. Fordi selvom jeg rigtig godt lide historien, er handlingsforløbet er ikke gennemtænkt, så der er mange ”huller” i den. Et andet minus er at jeg synes at Chloe’s karakter er temmelig kedelig. Som hovedpersonen i netop denne serie burde hun være mere frygtløs, og bare en anelse mere lystig. Men Derek og Rae’s karakterer blev jeg hurtigt forelsket i. Derek, for hans dystre, charmerende og mystiske jeg, og Rae for hendes åbenhed og evne til at være munter og sjov selvom hun er spærret inde på Lyle House – hjemmet for sindsforvirrede teenagere – uden at være ramt af en psykisk lidelse. Også er den danske oversættelse er heller ikke helt på plads. Så jeg vil formentlig læse dem på engelsk.
Hvis jeg nu skal rangere bogen på min bogliste, vil den ligge nederst på min top 10.
Men alt i alt er bogen rigtig god og underholdende, og jeg synes at Kelley Armstrong nogenlunde har levet op til de forventninger der er stillet sammen med hendes meget gode ry.

Carrie - Stephen King

Titel: Carrie

Originaltitel: Carrie

Forfatter: Stephen King

Forlag: Artia

Oversætter: Ukendt

Originalsprog: Engelsk

Udgivet: 1990

Sidetal: 207

Det hele starter den dag Carrie får sin første menstruation. Nej, måske er det i virkeligheden endnu tidligere. Måske startede det allerede dengang hun var helt lille, og fik sutteflasken til at svæve.

Carrie er sær. Det er ikke noget nyt. Hun har altid været pigen, som aldrig var med til noget. Pigen der ikke vidste, hvad en menstruation overhovedet var. Pigen man bare kunne mobbe efter godt befindende. Hun voksede op med en dybt religiøs mor, som så synden i stort set alt, og som enten slog eller lukkede datteren ind i et skab i flere timer, når hun gjorde noget forkert. Det kunne for eksempel være at tillade sig at få menstruation, at svare sin mor igen eller noget i den retning.

Carrie har telekinesiske evner. Evner hun opdager ikke længe efter episoden i pigernes omklædningsrum. Evner hun ikke tøver med at tage i brug, da det hele går over gevind. Det hele kulminerer på samme tid - mobningen når et højdepunkt og morens fanatisme bliver for meget for Carrie. Og da er det, at hun slipper frygtelige kræfter løs...

Jeg nød meget at læse dette værk. De 200 sider vendte sig hurtigt, og den blev ikke på noget tidspunkt kedelig. Stephen King skriver på en levende måde, og man kan sagtens sætte sig ind i Carries tankegang. Den er godt komponeret med artikeluddrag og hele telekinesedelen virker ikke så urealistisk, som den kunne gøre.

Jeg kan helt klart anbefale alle at læse den. Man skal dog kunne tåle lidt erotiske scener, selvom det overhovedet ikke er udpenslet på nogen måde.

-Har nogen af her prøvet at tænke over, at Carrie White også har følelser? Er der overhovedet nogen af jer, der nogensinde tænker? Sue? Fern? Helen? Jessica? Nogen af jer? I synes, hun er grim. Godt, I er alle sammen grimme. Det opdagede jeg fredag morgen.

Chris Hargensen mumlede noget om, at hendes far var advokat.

-Hold kæft! Skreg Desjardin hende ind i ansigtet. Chris veg så pludseligt tilbage, at hendes hoved ramte skabet bag hende. Hun begyndte at hyle og gned sit hoved.

-En eneste bemærkning til fra dig, sagde Desjardin dæmpet, -så smider jeg dig tværs gennem lokalet. Har du lyst til at prøve at finde ud af, om jeg mener det?

Chris som tilsyneladende havde besluttet, at hun havde med en sindssyg at gøre, sagde ingenting.

Desjardin satte hænderne i siden. -Kontoret har besluttet at I piger skal straffes. Det bliver ikke min straf, desværre. Min idé var tre dages bortvisning og ingen deltagelse i afslutningsballet.

The Devil Ororon - Hakase Mizuki

Den dag vil komme, hvor en skabning på tværs af det timelige og det evige vil få vakt de mægtige kræfter, der er forseglet i dybet af dens sjæl, og da vil himmel og helvede gå sin undergang i møde...

Antal bind: 4

Status: Færdigudgivet

Forlag: Mangismo

Blod, vold og afrevne legemsdele er, hvad der præger denne fortælling mest. Bag det gemmer der sig dog en god portion kærlighed, familiedrama og magtkamp. Ja, og en fantastisk, speciel tegnestil. Det er nemlig en af de her tegneserier - en manga.

Menneskerne er ligeglade. De ænser ikke den sårede Ororon, indtil en hjælpsom sjæl endelig kommer forbi. Hun tager ham med hjem, plejer hans sår og tager sig ikke af, at han muligvis har en skrue løs. Lige meget hvad veninden, Rika, end siger. Derfor bliver hun også lykkelig, da han vil opfylde et hvilket som helst af hendes ønsker.

"Som et udtryk for min taknemmelighed vil jeg, djævlen Ororon, skænke dig et ønske, men kun et."

"Kan jeg ønske mig lige, hvad det skal være?"

"Ja. Magt, rigdom eller berømmelse... Jeg vil sågar slå nogen ihjel, hvis du beder om det."

"Bliv hos mig."

Det bliver starten på en lang række eventyr for parret. Og fredselskende Chiaki forelsker sig vist også lidt i morderen Ororon... Men kan hun holde ud at leve i blandt lig?

Jeg blev positivt overrasket af slutningen. Egentlig havde jeg forventet, at den ville være kedelig. Forudsigelig. At den ville ødelægge hele den manga. Men tværtimod. I mine øjne tilførte den serien et eller andet som gjorde, at jeg så den i et helt andet lys. Hvor jeg før havde set den som en ret ligegyldig, blodig fortælling, syntes jeg pludselig meget bedre om den. Ikke at jeg før opfattede den som dårlig - nej, jeg regnede bare med, at den ville forsvinde ned i mængden af læste bøger, som ikke betød noget særligt for mig. Men sådan skulle det ikke gå.

Efter et par gennemlæsninger begyndte jeg ydermere at synes om tegnestilen - den specielle tegnestil med lange ben, skæve ansigter og kæmpe fødder.

En Vampyrs Bekendelser - Anne Rice

Titel på dansk: En Vampyrs Bekendelser

Oprindelig titel: Interview With The Vampire

Forfatter: Anne Rice

På dansk ved: Erik Bartholdy

Udgivelses år: 1976

Forlag: Centrum Paperbacks

Antal sider: 339

Handling

På et værelse i San Francisco sidder en ung journalist overfor en ung mand. Louis, som manden hedder, fortæller sin livshistorie, som er både spændende, makaber og så tiltrækkende, at journalisten sluger hvert et ord.

Louis beretter om den aften for to hundrede år siden, hvor han blev overfaldet i New Orleans' gader af vampyren Lestat. Om deres liv sammen, om hans udødelige livskærlighed, om en rejse for at finde sine artsfæller, men nok aller vigtigst, om hvorfor man ikke skal ønske sig evigt liv.

Min mening

Jeg havde hørt meget om bogen, inden jeg læste den. Mange, jeg kender, havde læst den, og jeg havde spillet rollespil med nogen, som havde baseret deres figurer på vampyrerne i bogen. Alligevel blæste bogen mig bagover, da jeg endelig fik fat i den på Store Bogdag i Viborg 2010.

Pigen der elskede Tom Gordon - Stephen King

Titel: Pigen der elskede Tom Gordon
Originaltitel: The girl who loved Tom Gordon
Forfatter: Stephen King
Forlag: Vinten
Oversætter: Jette Røssell
Originalsprog: Engelsk
Udgivet: 1999
Sidetal: 219


Brochuren lover en mellemsvær travetur på stien i Appalachebjergene i Maine. Her skal niårige Trisha McFarland tilbringe lørdagen sammen med sin fornyligt fraskilte mor og sin bror, Pete. Men det kommer til at gå helt anderledes...

Sådan står der på bagsiden af succesforfatteren Stephen Kings bog, Pigen der elskede Tom Gordon. Til at starte med kan jeg fortælle, at Tom Gordon er en amerikansk baseballspiller. Han spillede/spiller på Red Sox, som afsluttende pitcher, hvor han pitchede sit hold til sejr 44 gange i 1998.

Vi kan starte med at give bagsideteksten ret, det kom til at gå helt anderledes. Trisha skal tisse, forlader derfor stien uden de andre opdaget det, og derefter kan hun ikke finde tilbage. Derefter følger et kapløb med døden, det underhørlige og et mystisk væsen, som lurer på hende inde bag træerne.