The Killing Joke af Alan Moore og Brian Bolland

Titel: The Killing Joke

Forfattere: Alan Moore og Brian Bolland

Originalt sprog: Engelsk

Forlag: DC

Emner: Psykologisk, Vanvid

"All it takes is one bad day to reduce the sanest man alive to lunacy. That's how far the world is from where I am. Just one bad day. You had a bad day once. Am I right? I know I am. I can tell. You had a bad day and everything changed."

Jokeren er sluppet ud af Arkham Asylum, og han har en plan. Han vil vise verden, at alle kan gå fra forstanden. En dårlig dag. En dårlig dag er det eneste, der behøves - ifølge Jokeren. Og det vil han bevise. Han vil knække et menneske. Drive ham vil vanvid. Og det menneske skal være kommissær Gordon. 

___


The Killing Joke er en psykologisk Batman-historie, der desværre er ret kort. Historien kunne godt have båret flere sider. For det er en godt gennemtænkt historie, der er godt skrevet og virkelig understreger, hvor interessant en karakter Jokeren er. Historien virker sammenhængende, og der synes at være en mening med det hele.

Tegnestilen er meget stemningsfuld og mørk, derfor passer den rigtig godt til historien. Den er ret realistisk, til tider en smule grotesk og ikke videre æstetisk, men det passer igen til den historie, som billederne fortæller.

Alt i alt er The Killing Joke værd at kigge på, selv hvis man ikke er Batman fan.

Puls - Stephen King

Titel: Puls
Original Titel: Cell
Forfatter: Stephen King
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelses år: 2006
Sidetal: 412
Oversat af Jette Røssell
Originalsprog: Amerikansk

Clay stod inde bag de splintrede glasfyldinger uden erindring om, at han var gået derhen, og mindedes kun svagt, at han havde fejet stolen til side.
"Hallo, tumpe!" råbte Clay og blev kortvarigt oplivet, da den store mand standsede sin sindsyge talestrøm og stoppede brat op.
"Ja, det er dig, jeg taler til!" Od så, fordi det var det eneste,  han kunne finde på:"Jeg kneppede din mor, og hun var en slap fisse!"
Den store psykopat i den gule t-shirt råbte noget, der mindede uhyggeligt meget om det, habitdamen havde skreget.

"På bunden er vi slet ikke homosapiens," sagde Rektor. "Vores inderste kerne er vanvid. Den grundlægende drivkraft er mod, kære venner. Darwin var for høflig til at sige, at vi ikke hersker over Jorden, fordi vi er de klogeste, ja, ikke engang de mest geneme, men fordi vi altid har været de mest sindsyge, mest blodtørstige møghunde i hele junglen. Det var det, som Pulsen afslørede for fem dage siden."

Den 1. oktober. Klokken 15:03. Gik et signal, en puls, ud til alle mobiltelefoner. Pulsen går ind i ofrets hjerne, og efterlader intet andet end ren vanvid. Til at starte med. Man mener det var en syg terrorhandling, der gik galt. Grueligt, grueligt galt. Fordi der var en orm.
Clay Riddle, en nyligt sepereret tegneserieforfatter, er draget til Bosten den dag, 1. oktober, for at forhandle om sine historier. Han ejer ingen mobiltelefon, og overlever den første bølge af Puls ved et retn lykketræf. Mens andre må se sig, til takke med at få halsen bidt over af den mand, der for et telefonopkaldt siden var deres ven. Clay flygter med manden Tom og pigen Alice ud af Boston, og søger som alle andre almindelige mennesker sikkerhed i natten. Fordi mobilpsykopaterne går kun om dagen. Og efterhånden begynder de også at færdes i flokke. At levitere. Og telepatere.
Pulsen, måske den fuldændte computervirus, er i gang med at hærge.

Når man siger Puls må man også sige Stephen King. Puls er den klassiske King roman med masser af splatter, gru og psygisk terror. Kan man ikke lide Stevie skal man ikke læse den. Kan man ikke lide verdens-undergang-bøger skal man absolut ikke læse den. Er man let påvirkelig, og ved med sig selv man ikke kan klare mosten, så skal man holder 5 meters afstand!
Puls er en utroligt rammende og deprimerende historie, og samtidig er den skrevet så realistisk at jeg slet ikke ville overveje at droppe at læse den. Selvom jeg ikke havde problemer med at lægge den fra mig. Det var jeg nermest nød til, får at tørre øjnene. Seriøst, jeg har grædt under den bog.
Puls er meget grim, og grusomt ond. Der sker en masse uretfærdige ting, som selvfølgelig bare er med til at gøre den endnu bedre.

Selve plottet er kringlet, men stadig fuldt forståeligt, og man bliver holdt hen i spænding, i det man kun ved det hovedpersonen ved. Sproget er typisk King-stil, dog ikke med særligt stort forbrug af paranteser.
Du er næsten bange for at tage din telefon, når du har læst den. Hvad nu hvis Pulsen indtræf.

Is your phone up?

Kan du høre mig nu?

KASHWAK = 0-F0

DU VIL SIGE "WOW!!!"

Misery - Stephen King

Titel: Misery
Original Titel: Misery
Forfatter: Stephen King
Forlag: Gyldendal
Oversætter: Anders Westenholz
Original sprog: Amerikansk
Sidetal: 296

Tidevandet løb ud. Pælene ragede igen op. Han begyndte at vente på urets slag. På to slag. Slagene lød. Han lå stablet op i puderne og holdt øje med døren. hun kom ind. Hun var iført et forklæde over sin cardigan og nederdel. I hånden holdt hun en gulv spand.
"Du vil vel have din snoskebolle medicin." sagde hun.
"Ja, tak." Han prøvede at smile indladende til hende, og følte inden ydmygelse - Han følte sig grotesk, som en fremmed.
"Jeg har den," sagde hun. "Men først må jeg tørre det svineri op. Det svineri DU har lavet. Du må vente, til jeg har gjort det."
Han lå på sengen med sine ben, der så ud som knækkede grene under tæppet og den kolde sved løbene over sit ansigt i små, langsomme strømme. Han lå og så hende gå hen til krogen og sætte gulvspanden fra sig før hun samlede skårene af suppeskålen op fra gulvet og bar dem ud og kom tilbage og knælede ned ved siden af gulvspanden og stak hånden ned i den og hentede en sæbeklud op og vred den og begyndte at vaske det tørrede suppe af væggen.
Han lå og kiggede på, og tilsidst begyndte han at skælve, og det gjorde smerterne værre, men han kunne ikke lade være. En gang vendte hun sig rundt og så ham skælvende og gennembløde sengetøjet med sit sved, og hun belønnede ham med et så snu, vidende smil, at han uden betænkteligheder kunne havde slået hende ihjel.
"Det er tørret ind," sagde hun og vendte ansigtet mod krogen. "Jeg er bange for det kommer til at tage et stykke tid, Paul."

Paul Sheldon er den succesfulde forfatter til serien fra det victorianske england, hvor stakkels Misery ender med at blive gift med sin store kærlighed. For at opnå anerkendelse hos kritikerne slår Paul den elskede Misery ihjel, og dette huer bestemt ikke hans millioner af fans. Og deriblandt ikke hans største beundre - Annie Wilkes.
Paul ønsker at komme videre, skrive "rigtig" litteratur, og har netop afsluttet manuskriptet til sin nye roman - Fast Cars, da han beslutter sig for at fejrer det med champanie og en køretur ud i natten. Stormen synes noget andet.
Paul Sheldon kører galt langt fra alt, i snestorm, og bliver ved et lykketræf (Eller hvad?) fundet af den midaldrende, eneboer Annie Wilkes.
Uger efter det vågner Paul op i en fremmed seng, og opdager, at hans ben er smadret til ukendelighed.
Men Annie Wilkes er ikke bare en gal fan, er hun vel? Nej, hun er snu. Selv om alle de snoskebollede tissemyrer er i mod hende. Så klarer Annie sig nok.

gudinde

Afrika

Det var måske ikke så pænt at slutte med de to ord, uden nogen form for forklaring. Men lad mig sige det sådan : Læs bogen og find ud af det!
Det lader til, jeg faldt over en af Stephen Kings virkelig psykologiske gysere her. Puha. Jeg fik helt kuldegysninger.
Man må sige, at på trods af stoffer og alkohol, og hvad Stephen King ellers var på, mens han skrev den, så har han virkelig gjort et godt stykke arbejde. Eller måske nærmere på grund af det? I hvert fald er den smuk skrevet, med en masse små sjove episoder, og mindre sjove. Jeg må endnu en gang forbløffes over, at han kan skrive en hel bog, hvor hovedpersonen praktisktalt ikke kan flytte sig ud af sengen. I hvert fald ikke ved egen hjælp. Paul Sheldon er en levende, og menneskelig hovedperson, med næsten flere dårlige sider end gode. Alligevel er man hele vejen i gennem på hans side. Men, man kan vist heller ikke andet med Annie Wilkes som modpart. King sagde selv, i Om at skrive - Annie Wilkes er druk, Annie Wilkes er stoffer. - Det er meget muligt, hun er det, hun er også creepy. Især, fordi hun kunne findes i virkeligheden. Der er ingen som siger at der ikke sidder en syg kvinde på en går et sted i USA, og gemmer sin skødeforfatter dybt i sit hus, hvor ingen kommer ind. Eller ud.
Annie Wilkes sprog er meget spøjst...ord som Snoskebolle, og idder-adder, er en del af hendes ordforråd, og som bogen skrider frem ser man med gru, at Paul også begynder at bruge dem. Annie kan nemlig ikke lide fy-ord.
På trods af bogens åbenlyse grusomhed, blev jeg på intet tidspunkt skræmt mens jeg læste. Forfærdet - Ja, men ikke bange. Ikke før det var blevet mørkt, og Annie begyndte at krybe ud af krogene.

Bogen er udgivet som film, jeg har endnu ikke set den, men har til hensigt at gøre det. Især, fordi min far og jeg mener, filmen er nærmest kriminelt langt fra bogen. Så, mit gode råd er :
Læs for guds eller gudindens skyld bogen først. Det vil I få meget mere ud af. Desuden er jeg overbevist om, at bogen er bedre.

Bogen er, som en sjælden fugl fra Afrika. Læs den med varsomhed.

Flyskræk - Dennis Jürgensen

Titel: Flyskræk
Forfatter: Dennis Jürgensen
Forlag: Tellerup
Udgivet: 1986
Sidetal: 53

Larry Ostrich lider af voldsom flyskræk, der stammer helt tilbage fra 2. Verdenskrig, hvor han var maskingeværsskytte. Piloten morede sig kosteligt ved at manøvrere flyet i så hurtige vendinger og hæsblæsende styrtdyk, at det gav Larry mentale mén.

Larry Ostrich skal besøge sin gamle soldaterkammerat, Brett Caudac, der er den selv samme pilot. Han er inviteret til middag, og de to gamle venner udveksler minder fra fortiden samt almindelige kammeratlige og godmodige vittigheder. Jacqueline, Bretts kone, går tidligt i seng, og Brett får nu lejlighed til at betro sin gamle ven, at han og hans kones forhold er kørt lidt af sporet; han beder derfor Larry, hvis hobby og "profession" er hypnotisør, om at hjælpe sig.

Larry ser nu sit snit til at hævne sig på sin gamle kammerat, som han beskylder for at have givet ham de mentale lidelser og mareridt, han har gennemgået siden 2. Verdenskrig, men planen mislykkes ...

Bogen er én af Dennis Jürgensens korteste bøger og kan med god grund derfor godt klassificeres som novelle. På kun 53 sider bliver læseren kastet ind i en god og underholdende fortælling fra start til slut, der - ikke overraskende - har en meget overraskende slutning. Derudover er bogen spækket med sort humor, som Dennis Jürgensen er så kendt for, der medfører, at man bliver fanget af de første par indledende linjer.

Bogen kategoriseres under genrerne psykologisk thriller eller krimi, da handlingen spiller meget på hovedpersonens indre kvaler og hævnlyst, der overskrider en hver tænkelig grænse, således, at jeg som læser, bliver både skræmt og underholdt på samme tid - ikke mindst af overraskelsesmomentet. "Flyskræk" er en tynd, men hyggelig bog at læse, og på sine få sider leverer den en fortælling, hvor hver linje indeholder et følelsesspektrum, der spænder fra næsten-død af grin til endnu-mere-død af skræk.

"Flyskræk" er en kort og spændende bog, der bestemt kan anbefales til alle, der vil have sig en nervepirrende læseoplevelse, der derudover kan give én et godt grin, og skulle det hænde, at du er flyskræk, så har du en værdig konkurrent i form af Larry Ostrich, men du lader ikke flyskrækken stige dig til hovedet, vel?