torsdag den 3. februar 2011

Intet - Janne Teller


Titel: Intet
Forfatter: Janne Teller
Forlag: Gyldendal
Originalsprog: Dansk
Udgivelsesdato: 2000
Sidetal: Svinger fra udgave til udgave


"Det er ikke et skuespil!" råbte Ole og truede ad Pierre Anthon med en knyttet næve.
"Det er ikke noget skuespil!" sluttede store Hans sig til og kylede en sten af sted.
"Hvorfor lader alle så som om alt det der ikke er vigtigt, er meget vigtigt, mens de samtidig har uendelig travlt med at lade som om det virkelig vigtige, ikke er vigtigt overhovedet?" Pierre Anthon lo og tørrede blommesaften af hagen med den ene arm. "Hvorfor mon det er så vigtigt at lære at sige tak for mad og for sidst og selv tak og goddag og hvordan går det, når ingen af os snart vil gå nogen steder mere, og alle jo godt ved det, og man i stedet kan sidde her og spise blommer og holde øje med jordens gang om solen og øve sig i at blive en del af ingenting?"
Fromme Kajs to sten røg af sted hurtigt efter hinanden.



Intet. En halvtynd hvid og lilla bog, med ganske lidt tekst på forsiden. Der står ikke mere end allerhøjst nødvendigt. Nej. Nødvendigt er det ikke. Det er der intet der er. For det hele er jo ligegyldigt. Der er ikke noget der betyder noget, for om 100 år er vi alligevel døde og borte alle sammen. Glemte. Så er der nogen mening i noget? Nej vel? Det tænkte jeg nok. Pierre Anthon er enig. Netop derfor beslutter han sig for at kravle op i et blommetræ, og råbe sandheden til sine klassekammerater, hver gang de går forbi, og det er ikke så få gange, for stort set alles skolevej ligger forbi det blommetræ. Det blommetræ som står i Pierre Anthons have. Det blommetræ, som de ikke kan få ham ned fra lige meget, hvad de gør.
Men det går dem ret meget på, så de finder på en anden løsning. De vil vise ham betydningen af livet... En smuk tanke, som bliver grimmere og grimmere, jo længere de går. Det starter i det små, men bliver vildere og vildere. Mere personligt, mere sårende. Betydningen bliver større og større... Som en kædereaktion. En kædereaktion der bliver rigtig grim, fra de beder om den flotte gule cykel.
Det er en rigtig bemærkelsesværdig fortælling. Hovedpersonen er ikke bare en kedelig skabelonfigur (en uden dårlige/gode kvaliteter), som jeg jo som bekendt hader. Hun er derimod fuldt ud menneske, og har en meget menneskelig tankegang. Måske er det ikke alle, der ville gøre som hun, men man ville da få tanken... Og hun er ingen helt. Hun redder ikke bare det hele med et fingerknips. Hun er lige så skyldig, lige så uskyldig, som de andre børn.

Sproget er jeg også meget begejstret for. Mere begejstret for. Mest begejstret for. Det er dejligt at læse noget andet, noget specielt. Jeg synes i hvert fald ikke, at hun skrev som nogen anden, jeg har læst noget af... Hun har helt specielle måder at skrive på, blandt andet faldt jeg for hendes gentagelser og "bøjninger" af ordene. Bange, mindre bange, mindst bange, for at tage det som et eksempel.

Bogen blev i 2004 forbudt i Vestnorge, og der var forældre i Tyskland, som ikke ville lade deres børn læse bogen i forbindelse med skolepensumet. Der har været meget diskussion om dette værk, og der har da vist også været nogen, som talte om, at skolebørn ikke måtte læse denne bog. Men... det var heldigvis bare det - snak. Ikke mere, ikke mindre. Jeg anbefaler stærkt dette værk til alle, der kan tåle lidt blod, lidt deprimerende livsfilosofi og et såkaldt "underligt" sprog, som jeg holder meget af. Læs den.

10 kommentarer:

  1. EJ! :O Den ved jeg at jeg har hørt/læst en smule af på en tidspunkt... Det var i skolen vi fik læste noget af den op, men hvor, hvornår og hvorfor har jeg ingen anelse om :O

    SvarSlet
  2. Lol, jeg kan godt lide, "Læs den." Tilsidst...du kommenderer at vi skal, vi har simpelthen ikke noget valg, overhovedet? xD

    SvarSlet
  3. Nej da. xD Det er egentlig underligt, at man kalder det bydeform...

    SvarSlet
  4. Altså det var ret lidt af den og jeg husker ikke så meget... Det var sidste skoleår kommer jeg i tanke om. Jeg husker den bare som lidt underlig xD

    SvarSlet
  5. Haha xD Den er virkelig en chance værd.

    SvarSlet
  6. Mig kan hun ikke kommandere med - jeg har læst den.;-)
    Brandgod anmeldelse af en - efter min mening - ikke lige så god bog som selve anmeldelsen. Ej, nu vil jeg ikke skræmme vores læsere, for den er klart værd at læse, om man bryder sig om den eller ej.
    Jeg synes, at den lå blandt de bedre bøger, vi fik for i skolen, og det siger ikke så lidt - så nej, det er ikke en dårlig bog. Langt fra.

    Flot anmeldelse!

    SvarSlet
  7. Mange tak. ^^ Læste du den i gymnasiet eller grundskolen?

    SvarSlet
  8. Folkeskolen - grundskolen... ja, hvad man nu kalder det. Det var i 8. klasse, vil jeg tro - måske tidligere... 6. klasse kan det også have været.

    SvarSlet
  9. Jeg læste den som en del af pensum i 9. klasse. Jeg synes den er ret ... deprimerende. Men alligevel så spændende.

    SvarSlet