Mordet i det blå tog - Agatha Christie

Titel: Mordet i det blå tog
Original Titel: The mystery in the blue train
Forfatter: Agatha Christie
Forlag: Egmont
Oversætter: Ib Lange
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 206


Van Aldin havde trukket sin frakke på. Mens han gik hen mod døren, knaldede han hatten på hovedet. Han stoppede op med hånden på dørhåndtaget.
 - De er godt nok, Knighton, De forstyrrer mig ikke, når jeg har problemer.
Knighton smilede let, men svarede ikke.
 - Ruth er mit eneste barn, og ingen i verden kan forestille sig hvor meget hun betyder for mig, sagde Van Aldin.
Et hurtigt smil oplyste hans ansigt- Han stak en hånd i lommen.
 - Vil De se noget, Knighton?
Op af lommen trak han en æske, der var sjusket pakket ind i brunt papir. 




Han rev papiret af og afslørede en noget mishandlet rød velouræske. Han åbnede den, og sekretæren snappede efter vejret. Stenene glødede som ild.
 - Du gode Dur, sir, sagde Knighton, er de ægte?

En ung kvinde bliver myrdet på sin rejse mod Frankring i det blå tog.  Om bord på selv samme tog befinder sig hendes far, hendes mand, hendes mands elsker, pigen Kathrine der er kommet til penge og selveste Hercule Poirot. Ingen af dem aner at de andre er der, og det udvikler sig til et væld af vidneudsagn mod den ene eller den anden efter hendes død. Og så er der jo også de smukke rubiner, denne marquise og spørgsmålet om hvorvidt man overhovedet ønske hjælp, fra verdens formentelig største detektiv.


Jeg har tidligere udtryk min skuffelse over disse her meget berømte krimier. I hvert fald dem jeg tidligere her læst. Jeg må bide det lidt i mig. Denne bog fandt jeg rigtig fin. Ikke noget af det bedste jeg har læst, men bestemt heller ikke dårlig. Jeg tror bare generelt ikke at genren er lige mig. I hvert fald ikke endnu. Den har de klassiske genretræk med opbygning af historie, og man sidder tilbage og tænker; 'Hovsa, ja, det giver jo pludselig mening. Selvfølgelig er det morderen. Det er jo klart.' Hvor i mens man i gennem bogen har gættet på mange forskellige, og aldrig rigtig følt at man havde den, men uden at kunne sætte en finger på, hvorfor ikke.

Hercule er en meget finurlig karakter. Præcis sådan som en rigtig detektiv bør være, mystisk, poetisk og ikke uden et strejf af humoristisk sans. Sproget er der ikke til at sætte en finger på, da det hverken er irriterende let eller frustrerende svært at hitte rundt i. Hvis man skal se på de dårlige sider, er der ikke meget aktion i denne bog. Der sker stort set ikke mere, end at nogen på et tidspunkt råber lidt af hinanden. Det skulle da lige være i starten. Men så er det løb også kørt. Derfor tog det mig alligevel lidt tid at få den læst, da det krævede lidt overvindelse at sætte mig ned med bogen igen, da jeg først have sluppet den.

Så læste jeg til gengæld og sidste halvdel af bogen på et par timer. Så, den er fin. Meget hyggelig.

Vejen til Helvede - Douglas Preston & Lincoln Child

Titel: Vejen til Helvede (Reliquary)

Forfatter: Douglas Preston & Lincoln Child

Oversætter: Søren H. Madsen

Forlag: Lademann Bestsellers

Sideantal: 379

Vejen til Helvede er, fandt jeg efterfølgende ud af, anden bog i en serie om FBI-agenten Pendergast. Det er da også temmelig tydeligt i bogen, at flere af dens hovedpersoner har været samlet om en opgave før, men som i f.eks. Harry Potter får man alle detaljerne fortalt på en måde, så man sagtens kan læse bogen for sig selv.

Bogen er en blanding af krimi, thriller og smule videnskabelig fantasy.

To hovedløse lig dukker op i Humboldt-kanalen, deriblandt den forsvundne rigmandsdatter, Pamela Wisher. Kort efter opdager retsmedicinerne, at der er gnavemærker på knoglerne, som om et dyr – eller et menneske – har spist skeletternes ejermænd.

Pendergast, den kloge FBI-agent, kriminalkommissæren D'Agosta, overbetjent Hayward, retsmediciner Margo Green og journalisten William (Bill) Smithback beslutter sig for at sætte en stopper for disse mord, som stiger i antal, efterhånden som efterforskningen skrider frem.

”Fordi det her er mit rige. Jeg er herre over alt det, du ser.”

”Jamen... jeg kan ikke se noget.”

En tør kluklatter steg op fra hullet i betonvæggen. ”Du tager fejl! Du ser mørke. Og mørket er mit domæne. Oven over dit hoved rumler togene forbi, og overfladebeboerne farer af sted for at udføre deres meningsløse gøremål. Men territoriet under Central Park – Route 666, Ho Chi Minh-stien, Blokhuset – er mit.”

De får snart nys om, at morderne bor nede under jorden, i et utal af tunnelgange og etager under Manhattan – hvilket gør deres efterforskning ekstrem kompliceret. De hjemløse underjordiske beboere, også kaldet muldvarpe, har flere forspring: de kan se bedre i mørket end vores hovedpersoner, og de kender alle tunneller og gange.

Men da Smithback, som er på udkig efter en fantastisk historie, så han kan få sit store gennembrud som kriminalreporter, laver et interview med Mephisto, lederen af et muldvarpesamfund, finder han ud af, at det måske alligevel ikke er de almindelige muldvarpe, der står bag. Måske er det i virkeligheden et samfund, der bord længere nede under jorden. Måske er det nogle væsner, som bliver kaldt for rynkehovederne.

Antallet af lig stiger, og hovedpersonerne kæmper snart mod både tid, sted, deres overordnede og civile.

På trods af at jeg normalt ikke læser bøger som denne, og ikke ville have læst den hvis ikke min moster var kommet i tanker om den, da vi så et bestemt afsnit af Supernatural, fangede den mig. Jeg synes, at det var spændende, at noget af handlingen foregik under jorden, og at man fik meget at vide om undergrundens beboere. Jeg nød også at følge med i efterforskningen. Desuden er bogen delt op i spændende, korte kapitler, som gør, at man har svært ved at lægge den fra sig. Jeg tænkte tit ”bare ét kapitel mere – og så ét til!”, mens jeg læste.

”Liget blev fundet i et lille indelukke herinde. Vi må hellere holde os tæt til hinanden. Pas på, at I ikke får et røræg.”

”Røræg?” sagde D'Agosta.

”Ja... pas på, at der ikke er nogen, der griber fat i jer og giver jer et slag i hovedet med et rør.”

Der er også adskillige sjove indslag i selve romanes sprog og handlingen. Alt i alt var det en meget underholdende oplevelse at læse Vejen til Helvede.

Andre bøger om Pendergast:

Forbandelsen

Dødens Kabinet

I Pagt med Djævlen

Dødedans

Dødebogen

Der findes en del andre bøger om ham, men dette var de eneste danske titler, jeg kunne støve op via internettet. På forfatternes hjemmeside (klik på linket) findes en liste over alle deres bøger.

Krimimesse i Horsens

Krimimesse

Krimimessen i Horsens afholdes i denne weekend i det gamle Horsens Statsfængsel.

Be There!

Der kommer et indlæg om det efter weekenden. :)

Kadaverdoktoren - Lene Kaaberbøl

Forfatter: Lene Kaaberbøl

Forlag: Modtryk.

Udgivet: 21/10-2010

Sidetal: 315

Handling

Bogen starter i 1894 i en større provinsby i Frankrig. Det er koldt, og det sner. Ved døren til en rig families hus ligger en ung pige på de kolde sten.

Sneen falder. Sneen falder på den unge piges ansigt, på kinder, mund og næse, og på øjnene. Hun blinker den ikke væk. Hun ligger helt stille i sin rede af sne, let sammenkrummet, med pelskåben over sig som en dyne.

Rundt om hende lever byen sit aftenliv, droscherne klaprer forbi brostenssjappet ude på boulevarden, ganske få skridt væk. Men her i porten, hvor hun ligger, er der ikke noget liv.

Hun er død. Kadaverdoktoren Albert Karno, får kort efter man finder hende, besked på at undersøge hendes lig. De når aldrig at finde hendes dødsårsag inden hendes begravelse.

Men doktorens 20-årige datter, Madeleine Karno, der også er meget interesseret i legevidenskab, er stadig nysgerrig efter at få svar på alle de spørgsmål, der danner sig i sådanne sager. Hvorfor? Hvorfor er hun død?

På egen hånd forsøger den unge Madeleine at få svar på de spørgsmål, og undervejs lærer hun den døde pige Cécile og sig selv bedre og bedre at kende.

Min mening

Jeg synes selv, at den var spændende. Den fangede mig hurtigt - jeg nød den og brugte lang tid på den. En af grundene til, at jeg rigtig godt kunne lide den, var, at jeg blev overrasket over, at Lene Kaaberbøl også kunne skrive til voksne. Jeg havde troet, at hun kun kunne skrive bøger til børn, så som Skammerens Datter. Men hun kunne faktisk skrive godt, og det overraskede mig inderst inde. Men alligevel virkede bogen lidt, som en, der var blevet presset ud af hende. For hun skrev "Kadaverdoktoren" og "Vildheks" samtidig. Det virkede ikke, som om hun havde lagt nok i den. Det synes jeg er virkelig ærgerligt.

Noget andet var, at nogle af de erotiske scener, der var i bogen, virkede lidt, som om de var stoppet ind, som om de kunne undværes, men Lene Kaaberbøl havde tænkt, at de måtte være der, for den voksne læsers skyld.

Men jeg synes at bogen er virkelig god, og at plottet er originalt. Det er den første rigtige krimi, jeg har læst, og jeg er slet, slet ikke skræmt væk fra genren.

Det skulle gerne være starten på en helt ny krimiserie, så for alle jer, der synes at den lyder god: Der kommer flere.

Flyskræk - Dennis Jürgensen

Titel: Flyskræk
Forfatter: Dennis Jürgensen
Forlag: Tellerup
Udgivet: 1986
Sidetal: 53

Larry Ostrich lider af voldsom flyskræk, der stammer helt tilbage fra 2. Verdenskrig, hvor han var maskingeværsskytte. Piloten morede sig kosteligt ved at manøvrere flyet i så hurtige vendinger og hæsblæsende styrtdyk, at det gav Larry mentale mén.

Larry Ostrich skal besøge sin gamle soldaterkammerat, Brett Caudac, der er den selv samme pilot. Han er inviteret til middag, og de to gamle venner udveksler minder fra fortiden samt almindelige kammeratlige og godmodige vittigheder. Jacqueline, Bretts kone, går tidligt i seng, og Brett får nu lejlighed til at betro sin gamle ven, at han og hans kones forhold er kørt lidt af sporet; han beder derfor Larry, hvis hobby og "profession" er hypnotisør, om at hjælpe sig.

Larry ser nu sit snit til at hævne sig på sin gamle kammerat, som han beskylder for at have givet ham de mentale lidelser og mareridt, han har gennemgået siden 2. Verdenskrig, men planen mislykkes ...

Bogen er én af Dennis Jürgensens korteste bøger og kan med god grund derfor godt klassificeres som novelle. På kun 53 sider bliver læseren kastet ind i en god og underholdende fortælling fra start til slut, der - ikke overraskende - har en meget overraskende slutning. Derudover er bogen spækket med sort humor, som Dennis Jürgensen er så kendt for, der medfører, at man bliver fanget af de første par indledende linjer.

Bogen kategoriseres under genrerne psykologisk thriller eller krimi, da handlingen spiller meget på hovedpersonens indre kvaler og hævnlyst, der overskrider en hver tænkelig grænse, således, at jeg som læser, bliver både skræmt og underholdt på samme tid - ikke mindst af overraskelsesmomentet. "Flyskræk" er en tynd, men hyggelig bog at læse, og på sine få sider leverer den en fortælling, hvor hver linje indeholder et følelsesspektrum, der spænder fra næsten-død af grin til endnu-mere-død af skræk.

"Flyskræk" er en kort og spændende bog, der bestemt kan anbefales til alle, der vil have sig en nervepirrende læseoplevelse, der derudover kan give én et godt grin, og skulle det hænde, at du er flyskræk, så har du en værdig konkurrent i form af Larry Ostrich, men du lader ikke flyskrækken stige dig til hovedet, vel?