torsdag den 10. februar 2011

Flyskræk - Dennis Jürgensen


Titel: Flyskræk
Forfatter: Dennis Jürgensen
Forlag: Tellerup
Udgivet: 1986
Sidetal: 53

Larry Ostrich lider af voldsom flyskræk, der stammer helt tilbage fra 2. Verdenskrig, hvor han var maskingeværsskytte. Piloten morede sig kosteligt ved at manøvrere flyet i så hurtige vendinger og hæsblæsende styrtdyk, at det gav Larry mentale mén.

Larry Ostrich skal besøge sin gamle soldaterkammerat, Brett Caudac, der er den selv samme pilot. Han er inviteret til middag, og de to gamle venner udveksler minder fra fortiden samt almindelige kammeratlige og godmodige vittigheder. Jacqueline, Bretts kone, går tidligt i seng, og Brett får nu lejlighed til at betro sin gamle ven, at han og hans kones forhold er kørt lidt af sporet; han beder derfor Larry, hvis hobby og "profession" er hypnotisør, om at hjælpe sig.
Larry ser nu sit snit til at hævne sig på sin gamle kammerat, som han beskylder for at have givet ham de mentale lidelser og mareridt, han har gennemgået siden 2. Verdenskrig, men planen mislykkes ...

Bogen er én af Dennis Jürgensens korteste bøger og kan med god grund derfor godt klassificeres som novelle. På kun 53 sider bliver læseren kastet ind i en god og underholdende fortælling fra start til slut, der - ikke overraskende - har en meget overraskende slutning. Derudover er bogen spækket med sort humor, som Dennis Jürgensen er så kendt for, der medfører, at man bliver fanget af de første par indledende linjer.
Bogen kategoriseres under genrerne psykologisk thriller eller krimi, da handlingen spiller meget på hovedpersonens indre kvaler og hævnlyst, der overskrider en hver tænkelig grænse, således, at jeg som læser, bliver både skræmt og underholdt på samme tid - ikke mindst af overraskelsesmomentet. "Flyskræk" er en tynd, men hyggelig bog at læse, og på sine få sider leverer den en fortælling, hvor hver linje indeholder et følelsesspektrum, der spænder fra næsten-død af grin til endnu-mere-død af skræk.

"Flyskræk" er en kort og spændende bog, der bestemt kan anbefales til alle, der vil have sig en nervepirrende læseoplevelse, der derudover kan give én et godt grin, og skulle det hænde, at du er flyskræk, så har du en værdig konkurrent i form af Larry Ostrich, men du lader ikke flyskrækken stige dig til hovedet, vel?

4 kommentarer:

  1. Den lyder i hvert fald særdeles spændende...

    SvarSlet
  2. Den er meget hygsom - og spændende, ja, det kan man roligt sige. På den hæsblæsende måde.
    Og så er den så kort, at det kan blive en enkelt aftens læsning. ;-)

    SvarSlet
  3. Ja, den lyder bestemt spændende, og jeg er nu faktisk meget glad for, at den er så kort, da jeg ikke ligefrem har enormt meget tid til læsning for tiden.
    Den ligger allerede i min skuffe og trækker, i hvert fald. :)

    SvarSlet
  4. God fornøjelse med læsningen, Laura - den er det værd.

    SvarSlet