Djævelens discipel - Anne Rice

Titel:Djævelens discipel
Forfatter: Anne Rice
Originaltitel: Memnoch, the Devil
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2007
Oversat af: Marianne Børch
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 453
Bind: 5
Serie: Vampyrkrøniken

Andre bøger i serien:
#1 En vampyrs bekendelser
#2 Mørkets fyrste
#3 De fordømtes dronning
#4 Fortællingen om kropsrøveren
#6 Vampyren Armand
#7 Merrick
#8 Blod og guld
#9 Blackwood Farm
#10 Blood Canticle


"Lestat, her. I ved, hvem jeg er, så spring bare de næste par afsnit over."

Sådan indledes "Djævelens discipel", femte del af Anne Rice' "Vampyrkrøniken". Allerede ved blot at læse den første sætning, har man en vag idé om, hvordan Lestat de Lioncourt tager sig ud. Han har gjort noget stort og skelsættende; han har tidligere gjort indtryk på sine læsere gennem andre, gennem ham selv, gennem os. Dernæst kommer læserens videre kendskab til ham, den fandenivoldske vampyr - selvfølgelig kender vi Lestat de Lioncourt, hvis vi har fulgt med i de forrige fire bind om hans liv, hvor han indtræder som subjekt fra andet bind og ler og græder med sit publikum, eller ganske enkelt sætter deres moral på spidsen, for hvilke bekymringer har HAN, som er mennesket overlegent? Hvilke problemer, udover sin trang til at opleve det menneskelige nærvær, det menneskelige køds begrænsninger, for ikke at tale om det menneskelige køds lyster.

I dette bind, Djævelens discipel, møder vi første gang Lestat på et pompøst hotel, hvor han har inviteret sin ven, David Talbot - daværende medlem af Talamascaen, nu et pragteksemplar af Lestats egen race - til et møde, hvor han ønsker ham at indvie ham i noget: At han er hunderæd, så ræd, at det frarøver ham al rationel tankegang. Han mener at have hørt eller set Djævelen og hørt ham diskutere med Gud. Samtidig har han udset sig et offer, et menneske, han har fulgt i månedsvis, og det viser sig, at netop denne mand får en særlig betydning for Lestat - ikke mindst hans skønne, katolske datter Dora.
Lestat bliver opsøgt af selveste Djævelen, der foreslår Lestat at aflaste sig i dagligdagen, og efter en rådføring med David Talbot og Armand, en gammel ven, samt Dora går Lestat med til at lade Djævelen tage sig med på en rundtur i Himmel og Helvede. Lestat stilles nu overfor én af sin vampyrtilværelses sværeste beslutninger: Hvem skal han tro på - Gud eller Djævelen?

Dette er endnu et mesterligt udført stykke skønlitteratur fra Anne Rice, hvor hun underholder læseren hele vejen igennem med sproglige sansebombardementer og emotionelle beskrivelser, som er gribende og så medrivende, at den efterlader læseren med en sær følelse af tomhed ved bogens slutning - dog en tomhed, der straks fyldes med eftertænksomme spørgsmål. Atter sættes moralen på spidsen, og atter spiller Gud og Djævelen en væsentlig rolle, og endnu engang må man lade forfatterens religionskritik hagle ned over sig med de paradokser og refleksioner, romanen byder på.

Dette femte bind i serien er dog lidt for let at læse, mens dets fokus er alt for langtrukkent, så selve handlingen - action, om man vil - i bogen udelades; Djævelens historie er lang, og kapitlerne, som foregår i nu’et, er for korte, og man får fornemmelsen af, at Lestat ikke får talt ud, hvad der ikke ligner ham ellers på trods af, at kapitlerne er spækket med følelser og spænding - især hen imod slutningen. Dertil kommer, at det filosofiske aspekt af romanen heller ikke er så udpræget som i de foregående bind, men naturligvis slipper vi ikke for scener med et erotisk islæt, hvad der passer sig aldeles glimrende for vampyren Lestat.

"Jeg er vampyren Lestat. Dette er, hvad jeg så. Dette er, hvad jeg hørte. Dette er, hvad jeg ved. Dette er alt, hvad jeg ved. Tro på mig, tro mine ord, tro alt, hvad jeg har sagt, og hvad der står skrevet. Jeg er her stadigvæk, helten i mine egne drømme, og lad mig bevare min plads i jeres.

Jeg er vampyren Lestat.

Lad mig nu passere fra fiktionen ind i myternes verden."

... Men man må lade forfatteren, at hun trods alt har gjort det sublimt, og at bogen, trods de langtrukne passager i midten, leverer en fremragende fortælling, og den er ikke til at stå for, når den afsluttes på ovenstående manér.