Mordet i det blå tog - Agatha Christie

Titel: Mordet i det blå tog
Original Titel: The mystery in the blue train
Forfatter: Agatha Christie
Forlag: Egmont
Oversætter: Ib Lange
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 206


Van Aldin havde trukket sin frakke på. Mens han gik hen mod døren, knaldede han hatten på hovedet. Han stoppede op med hånden på dørhåndtaget.
 - De er godt nok, Knighton, De forstyrrer mig ikke, når jeg har problemer.
Knighton smilede let, men svarede ikke.
 - Ruth er mit eneste barn, og ingen i verden kan forestille sig hvor meget hun betyder for mig, sagde Van Aldin.
Et hurtigt smil oplyste hans ansigt- Han stak en hånd i lommen.
 - Vil De se noget, Knighton?
Op af lommen trak han en æske, der var sjusket pakket ind i brunt papir. 




Han rev papiret af og afslørede en noget mishandlet rød velouræske. Han åbnede den, og sekretæren snappede efter vejret. Stenene glødede som ild.
 - Du gode Dur, sir, sagde Knighton, er de ægte?

En ung kvinde bliver myrdet på sin rejse mod Frankring i det blå tog.  Om bord på selv samme tog befinder sig hendes far, hendes mand, hendes mands elsker, pigen Kathrine der er kommet til penge og selveste Hercule Poirot. Ingen af dem aner at de andre er der, og det udvikler sig til et væld af vidneudsagn mod den ene eller den anden efter hendes død. Og så er der jo også de smukke rubiner, denne marquise og spørgsmålet om hvorvidt man overhovedet ønske hjælp, fra verdens formentelig største detektiv.


Jeg har tidligere udtryk min skuffelse over disse her meget berømte krimier. I hvert fald dem jeg tidligere her læst. Jeg må bide det lidt i mig. Denne bog fandt jeg rigtig fin. Ikke noget af det bedste jeg har læst, men bestemt heller ikke dårlig. Jeg tror bare generelt ikke at genren er lige mig. I hvert fald ikke endnu. Den har de klassiske genretræk med opbygning af historie, og man sidder tilbage og tænker; 'Hovsa, ja, det giver jo pludselig mening. Selvfølgelig er det morderen. Det er jo klart.' Hvor i mens man i gennem bogen har gættet på mange forskellige, og aldrig rigtig følt at man havde den, men uden at kunne sætte en finger på, hvorfor ikke.

Hercule er en meget finurlig karakter. Præcis sådan som en rigtig detektiv bør være, mystisk, poetisk og ikke uden et strejf af humoristisk sans. Sproget er der ikke til at sætte en finger på, da det hverken er irriterende let eller frustrerende svært at hitte rundt i. Hvis man skal se på de dårlige sider, er der ikke meget aktion i denne bog. Der sker stort set ikke mere, end at nogen på et tidspunkt råber lidt af hinanden. Det skulle da lige være i starten. Men så er det løb også kørt. Derfor tog det mig alligevel lidt tid at få den læst, da det krævede lidt overvindelse at sætte mig ned med bogen igen, da jeg først have sluppet den.

Så læste jeg til gengæld og sidste halvdel af bogen på et par timer. Så, den er fin. Meget hyggelig.