Ondskabens Engel - Kenneth Bøgh Andersen

Titel: Ondskabens engel
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Forlag: Høst & Søn
Originalsprog: Dansk
Sideantal: 314
Målgruppe: for 12-16 år
Serie: Den store Djævlekrig
Andre bøger i serien:
#1 Djævelens lærling
#2 Dødens terning
#3 Den forkerte død

Hvorfra stammer det afrevede øjenlåg, som Filip og Satina fandt? Hvad er Aziels næste træk, og hvor har han skjult Satina? Vil Filip nogensinde få mulighed for at møde sin far? Og sidst, men ikke mindst: Hvad er meningen med livet?

Alt det får vi omsider svar på i fjerde og sidste bind i serien ”Den Store Djævlekrig”, hvor det endelige slag udkæmpes og afgøres og trådene samles, og jeg tør vædde på, at jeg langtfra var den eneste, der i sin tid ventede spændt på denne bog og grådigt kastede sig over den, så snart den kom på markedet.

”Ondskabens Engel” fortsætter, hvor ”Den Forkerte Død” slap, og man vil som læser ikke umiddelbart kunne begynde på denne bog uden som minimum at have læst tredje bind i serien, da forfatteren ikke bruger nævneværdigt meget tid på at forklare, hvad der tidligere er sket. Det vil jeg heller ikke spilde plads på her på bloggen, men vil i stedet henvise til Theresas anmeldelser af de tre første bøger.

Filip befinder sig stadig i Helvede, hvor situationen er yderligere tilspidset efter de voldsomme
begivenheder under Skarnstregsfestivalens afslutningsmiddag. Stadig flere djævle forlader Helvede for at slutte sig til Aziels hær i den uundgåelige krig, som nu er nærmere forestående end nogensinde. Aziel har kidnappet Filips djævleveninde, Satina, og stik imod Lucifers ordrer begiver Filip sig til Aziels højborg, Ny Helvede, i håb om at finde hende. Snart er ikke kun Helvede, men også Ydergård, Hades, Asgård, Himlen og Jorden inddraget i kampen om Den Sorte Trone – en kamp, hvis udfald kan risikere at få fatale konsekvenser for alle verdener og underverdener.

Denne bog er uden tvivl den absolut bedste i serien. Kenneth Bøgh Andersen har taget alt det bedste fra de tre foregående bøger og formået at samle det på en sådan måde, at handlingen går op i en højere enhed og giver ”Ondskabens Engel” det særpræg, der gør bogen til noget helt sublimt. Personligt er jeg glædeligt overrasket over, at kærlighedsscenerne med Filip og Satina ikke fylder helt så meget som i de andre bøger. Måske skyldes det, at de situationer, de foregår i, generelt er anderledes end i de foregående bøger, hvor beskrivelsen af deres forhold til hinanden engang imellem havde tendens til at blive en smule for sukkersøde og malplacerede. Til gengæld er der levnet masser af plads til filosofiske overvejelser om livet, døden og livet efter efterlivet, men det bliver alt sammen flettet ind i handlingen på en måde, så det i virkeligheden slet ikke er så tungt, som det måske kunne lyde.
Noget af det bedste ved Kenneth Bøgh Andersens univers er imidlertid, at alle de klassiske ideer om godt og ondt, der optræder i de fleste andre fantasy-bøger, bliver totalt vendt på hovedet. Som læser kan man ikke undgå at føle med Filip, når han foretager sig ting, som i enhver anden sammenhæng ville være forfærdelige. Man kan heller ikke undgå at føle med stakkels Lucifer, der forståeligt nok er på sammenbruddets rand, og man ville da være et skarn, hvis ikke man støttede Helvede i en ond sags tjeneste.

Selvom stemningen i bogen generelt er præget af den forestående Djævlekrig, er der heldigvis også plads til lidt af den humor, der er ét af seriens kendetegn, især når nye fordømte skal lukkes ind i Helvede. Til gengæld er der også scener, der er så hårrejsende uhyggelige, at man næsten ikke tør bladre videre til næste side, og scener, der er så ubærligt sørgelige, at det er svært ikke at knibe en tåre.
Selvom der er tale om en ungdomsbog, bliver selv et semi-ungt individ som mig, der normalt ikke er den store fantasy-læser, uimodståeligt draget af bogens univers og de mange lag, der er i handlingen. Efter at have læst bogen to gange er den bestemt ikke blevet mindre spændende, og jeg tror, at jeg ville blive ved med at opdage nye ting, jeg ikke havde lagt mærke til før, hvis jeg bestemte mig for at læse den tredje og fjerde gang.

”Ondskabens Engel” er en fantastisk sammenblanding af hygge og uhygge, engle og dæmoner, kærlighed og had og om godt og ondt. Jeg kan derfor kun anbefale, at man fluks skynder sig at flyve hen til sin nærmeste boghandel og får fingre i et eksemplar i en Helvedes fart.

NB: hvis du har læst bogen, men bare ikke kan få nok af underverdenen og dens skæve eksistenser, findes et kort ekstra kapitel, som kan læses gratis på forfatterens hjemmeside.