Talentian: Katsas fortælling - Kristin Cashore

Titel: Katsas Fortælling
Forfatter: Kristin Cashore
Forlag: Tellerup
Serie: Talentian

"Jeg har hørt,at dit ene øje skal være grønt som Middluns græs og det andet blåt som himlen. Jeg har også hørt at du kan dræbe en mand med lillefingerneglen."
 "De har hørt rigtigt rigtigt."
 "Er det en hjælp?"
 Hun så undrende på ham. "Jeg forstår ikke hvad De mener."
 "At have smukke øjne. Letter det byrden af den særevne du har fået i vuggegave?"
 Hun lo stille. "Nej, Deres Nåde. Jeg kunne sagtens undvære begge dele.
 "Jeg går ud fra, at jeg skylder dig tak," sagde han og blev tavs. For hvad? havde hun lyst til at spørge. Hvad er det vi har reddet Dem fra?


Katsa er talentian. Og hun er ikke bare en hvilken som helst talentian. Katsa er født med et talent for at dræbe, og hun er derfor særdeles højt skattet af kongen. Faktisk bliver hun brugt som en form for levende dræbermaskine, og det bryder hun sig bestemt ikke om. For Katsa synes selvfølgelig hverken om at blive kommanderet rundt med eller at slå ihjel. Men hvad skal hun gøre? Der er ikke så mange andre valgmuligheder end at gøre, hvad der bliver sagt, når man er i et samfund som hendes.

Første gang, jeg forsøgte at læse denne bog, kedede den mig gevaldigt. Jeg gav op efter hvad - fire kapitler? Fordi den var så kedsommelig. Alle kapitlerne startede eller sluttede tilsyneladende med, at hun faldt i søvn eller vågnede, og old school-fantasy har aldrig tiltalt mig så meget. Derfor var det først, da jeg købte den på tilbud flere år efter, at jeg rent faktisk fik færdiggjort den - og selvom jeg ikke kan finde så mange ting ved bogen, som jeg synes om, så fangede den mig, og så snart jeg var færdig med første del, greb jeg anden del for at få svaret på gåden.
   Anden gang, jeg læste den, var det eneste, der irriterede mig, at hun var en lille smule tungnem. At de alle sammen var en lille smule tungnemme, fordi der var gjort lidt for meget ud af, at det ikke skulle være for let at gennemskue plottet. Det blev lidt for meget. Lidt for overdrevent. Og som læser sad jeg snarere med en følelse af, at det da snart var alt for åbenlyst, hvad der var foregået, mens karaktererne vandrede rundt i fuldkommen naivitet.
   Men udover det så holdt jeg rent faktisk af bogen, anden gang jeg læste den. Den var god underholdning, og jeg kunne udmærket godt lide karaktererne, det var overordnet en god oplevelse, og jeg kan godt forstå, hvorfor der er så mange, der synes om den her bog. Virkelig.