Titel: Spillets By
Forfatter: Lise Bidstrup
Forlag: Rosinante & Co.
Original sprog: Dansk
Udgivet: 12/09/2012
Cirka sidetal: 343
Tak til Rosinante & Co. samt Lise Bidstrup for at donere dette eksemplar til vores blog.
Verden hedder Urban Vertikali og er Jorden, som vi kender den i dag, x antal år ude i fremtiden, efter en kæmpe oversvømmelse. Urban Vertikali ligger på det eneste tørre sted og er derfor et kæmpe bygningsværk, der knejser langt over skyerne. De fattigste samfundslag bor nederst, de rigeste øverst, og på næsthøjeste niveau bor vores hovedperson, Kimo, som er en oprørsk fjortenårig, som via en blog på internettet giver udtryk for sine meninger om det kasteagtige system. Noget, der kan være farligt, når man lever i Urban Vertikali. Og farligt bliver det også, for da det årlige realityshow, Rangstigen, begynder, er Kimos navn havnet i udtrækningsposen. Og der er ingen udveje...
Rangstigen er, kort fortalt, et spil med femten deltagere, hvor man kæmper sig op gennem Urban Vertikalis ni niveauer, mens man sørger for at dræbe de andre spillere på vejen (eller at de dør eller udgår på anden vis), så man kan stå ene tilbage med triumfen til sidst.
Jeg må indrømme, at jeg læste denne her bog i forholdsvis få omgange. Jeg blev vel lidt draget af den, fordi den er spændende. Der sker noget hele bogen igennem, bortset fra små korte passager, og det gør, at man har sværere ved at slippe bogen end ellers. Det er også noget, jeg husker fra Dødsspillet af Suzanne Collins, da jeg læste den. Og desværre så er Spillets By på rigtig mange punkter tæt på Dødsspillet. Selve grundidéen med et realityprogram, hvor der kun er en vinder og en masse døde mennesker, Peedy/Peeta, hendes rangrådgivers rolle i historien og hendes temperament. Alt det er ting, jeg desværre forbinder rigtig meget med Dødsspillet, og især i starten fandt jeg lighedspunkt på lighedspunkt - noget der heldigvis forbedrede sig senere i bogen, og den begyndte at adskille sig fra Collins værk. Heldigvis for det, for selvom jeg stadig synes, at den er lige lovlig meget i tråd med den anden, så er der alligevel ting, der skiller sig ud, hvilket gjorde, at jeg trods alt fik en god læseoplevelse ud af det.
Da Dødsspillet er en af mine ypperste favoritter, så vil jeg i første omgang anbefale den, men hvis man er glad for Suzanne Collins trilogi, så kan denne her godt være en god opfølger, for den har noget af den samme spænding og er bestemt ikke spild af tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar