Ondskaben af Jan Guillou

Titel: Ondskaben

Originaltitel: Ondskan

Originalsprog: Svensk

Forfatter: Jan Guillou

Forlag: Modtryk

Sidetal: 350

Erik har altid haft vold i sit liv. Med hans fars sære ritualer med at slå ham hver aften og hans bandeslåskampe i skolegården, går der ikke en dag uden vold. Hans far med sin hundepisk, der slår hul på huden eller sin klædebørste, som han kan udholde op til 30 slag med. Hans klassekammeraters blod på jorden i skolegården fra en ituslået næse. Han kender så godt til vold, at det ikke skræmmer ham mere. For ham er vold den eneste udvej. For ham er vold en ond efterfølger. Men da han bliver smidt ud af skolen og starter på kostskolen Stjärnsberg, beslutter han, at nu er det slut. Det er slut med vold. Nu er han blevet fri for farens klædebørste, og venner, der ikke er venner. Nu vil han bare koncentrere sig om at få et godt liv.

Men han kunne selvfølgelig ikke vide, at Stjärnsbergs orden var baseret på vold. Gemt bag det fine ord ”kammeratopdragelse”.

Ondskaben er meget anderledes fra andre bøger, jeg har læst før. Den er ikke så spændende som alle de spændingsromaner, jeg læser. Den er på en eller anden sær måde meget dyb. Den fortæller lidt, hvad ondskab er for en størrelse. Hvordan den kan påvirke en drengs liv.

Jeg blev mange gange chokeret over handlingen, fordi den virkelig er barsk og hård. Men på den anden side mærker man ikke, hvor barsk den egentlig er, for Erik er helt kold omkring det. Det rører ham ikke specielt meget, at han bliver banket sønder og sammen. Han vil altid kunne blive lappet sammen igen.

Og når faren slår ham, har Erik fuldstændig styr på, hvor mange slag han kan klare med den og den ting. Han kan forudse hver af farens træk. Han kender så godt til at blive slået hver dag. Det chokerede mig. Det gav mig virkelig også et godt indtryk af, hvor meget han bliver slået.

Da han kom på skolen, troede jeg virkelig, at alt ville blive godt, men selvfølgelig skulle det blive endnu en kamp. En kamp hver dag. Man kan virkelig mærke, hvor meget han længes efter at komme ud fra den skole, men samtidig gerne vil gennemføre de to år. Jeg er virkelig glad for, at han har Pierre. Håber også at Jan havde en Pierre, da han var barn.

Men alt i alt synes jeg, at det er en god og rammende bog.

Ondskaben er blevet filmatiseret og fik en Oskar-nominering for bedste udenlandske film.