fredag den 16. september 2011

Eragon - Christopher Paolini


Titel: Eragon
Original Titel: Eragon
Forfatter: Christopher Paolini
Forlag: Sesam
Oversætter: Ole Steen Hansen
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 533

Brom sad på den anden side af bålet og snittede to lange kæppe. Pludselig kastede han den ene til Eragon, som greb den i refleks, da den kom hvirvlende over de knitrende flammer.
"Forsvar dig!" glammede Brom, idet han rejste sig.


På jagt i bjergene finder Eragon en sten. En glat, blå sten, han aldrig har set mage til. Snart udklækkes en drageunge fra stenen, og Eragon bliver uvilkårligt kastet ud i den politiske og magiske magtkamp, der hersker i landet, Alagaësia. Hvordan holder man sig upartisk, når den ene part slår din familie ihjel, og den anden ønsker, at du selv må risikerer livet for dig selv og dem, du elsker? Hvad hvis vi slet ikke har noget valg i sidste ende?

Som man nok allerede kan fornemme, er det fantasy, når det er allermest sig selv. En skøn, langt ude fortælling med drager, elvere, dværge, uhyrer og mennesker! Det var virkelig afslappende at læse den. Godt nok er det anden gang, jeg læste bogen, så begynder-begejstringen, som jeg følte første gang, er selvfølgelig væk, men det var stadig dejligt. Skal helt sikkert have fat i de næste par bøger også, så jeg er klar til den sidste i serien her i efteråret.

Fordi det var anden gang, var jeg naturligt mere skeptisk end første gange. Jeg fandt sproget skuffende, men det blev markant bedre hen ad vejen. Sproget var selvfølgelig det samme, men jeg vendte mig hurtigt til, at det var mere enkelt, end hvad jeg for det meste læser. Noget andet, jeg bed mærke i, er, hvor flade karaktererne virker, i hvert fald efter første bog. Vi har at gøre med et helt bundt stereotyper. Men hvad pokker, hvem holder ikke af et godt gammeldags eventyr med kærlighed, krig og drager?

På den virkeligt positive side kan man virkelig gemme sig i den. Eragon er virkelig god at dykke ned i, og begynder man først at læse, har man ikke rigtig lyst at lægge den fra sig, før man ved, om han kommer tilbage i tide, eller hvad hemmeligheden er. Det lykkes mig i hvert fald at forsvinde fuldstændigt fra et ellers larmende klasselokale på grund af den bog. Hvilket er imponerende, fordi mine klassekammerater har fundet ud af, hvordan man bryder skabet op ind til højtalerne, og der spillers ellers højt tekno, skal jeg lige love for.

Bag i bogen er der en praktisk og ret underholdende liste over ord fra Det Gamle Sprog, Dværgenes Sprog og Urgalernes Sprog, som er nogle monstre man flere gange render ind i i løbet af fortællingen. Det er meget sjovt, og ligeledes med det kort, der er forrest i bogen, kan man blive nød til at bladre lidt frem og tilbage for at oversætte en sætning eller lige se, hvor man er i forhold til noget andet, da Eragon bruger en stor del af bogen på at flytte sig fra det ene sted til det andet.

Generelt positivt! Bestemt en serie man ikke bør snyde sig selv for, om ikke andet, så fordi den er ved at blive lidt af en klassiker. Og til os trofaste fans der har ventet alt for mange år på den sidste og afsluttende bog: den kommer snart!



Andre bøger i serien:
- Den Ældste
- Brisingr
- Inheritance (dansk titel endnu ikke givet)

3 kommentarer:

  1. Jeg tester lige - lader til, at min Google-konto virker via Firefox.
    Dertil kommer: Rigtig god anmeldelse.

    SvarSlet
  2. Min historielærer ligner Paolini helt vildt XD

    SvarSlet