Forfatter: Stephen King:
Udgivelsesår: 1990
Sideantal: 1125
Kort fortalt handler Opgøret om menneskene, der overlevede den altødelæggende virus Captain Trips (en menneskeskabt virus der får størstedelen af verdens befolkning til at dø på meget kort tid). Chokerede over at være immune over for en sygdom, som har taget alle deres venner og bekendte fra dem, opdager de nu, at de drømmer om to personer, som de ikke aner, om er virkelige eller ej: den mørke mand og en kvinde på over 100 år. De overlevende deler sig nu i to grupper: de gode og de onde. De gode er draget med Moder Abagail til Boulder Frizone i Colorado, mens de onde har samlet sig omkring Randall Flagg (den mørke mand) i Las Vegas.
Der er ingen tvivl om, at de gode er rædselsslagne over for Randall Flagg, men i deres kamp for at stable et nyt samfund på benene, stifter de et råd, som vælger at sende 3 spioner over til de onde, og for dem står det snart klart, at Randall Flagg ikke har tænkt sig at lade de gode leve i fred på den anden side af bjergene; han har anskaffet sig nogle piloter, og han agter at bombe Moder Abagails folk.
Samtidig har Frizonen problemer, for Nadine, en kvinde som har været i kontakt med Randall Flagg, siden hun var meget ung, og for hvem det er bestemt, at hun skal ægte denne djævel, er flyttet ind hos Harold Lauder, en ung mand som lige som Nadine føler sig svigtet af Frizonen. Harold er vred på Frances ”Frannie” Goldsmith og Stuart Redman, fordi at Harold ”fandt” Frannie først og derfor mener, at hun ”tilhører” ham. Og Harold pønser på en plan for at få sin hævn, mens han langsomt er begyndt at drømme om Randall Flagg ...
Opgøret er skrevet på en typisk Stephen King-måde med masser af uhygge og spændende kapitler. Jeg synes, at det er virkelig godt gjort, og den ville bestemt ikke være lige så god, hvis den var kortere. Hvis død og ødelæggelse samt spænding og uhygge tiltrækker dig, bliver du simpelthen nødt til at læse denne skønne bog!
Opgøret er tidligere blevet udgivet i en forkortet version (Slutspil), fordi det amerikanske forlag, der først udgav den på engelsk, ikke havde en økonomi, der kunne række til at fremstille så lang en bog.
I 1994 blev Opgøret/The Stand filmatiseret, men hvis du vil se den, må du sikre dig, at du har masser af tid – den varer nemlig omkring 6 timer, men er al den tid værd!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar