Dyrekirkegården af Stephen King

""Deres tilintetgørelse og tilintetgørelsen af alle Deres kære er meget nær, doktor.”


Titel: Dyrekirkegården
Originaltitel: Pet Sematary
Forfatter: Stephen King
Sideantal: 299
Udgivelsesår (i Danmark): 1987
Filmatisering: år 1989 og 1992



Pascow kom nærmere, og da han var nået næsten helt hen til ham, begyndte han at snakke.
”Døren må ikke åbnes,” sagde han. Han kiggede ned på Louis, der var faldet på knæ. Der var et udtryk i hans ansigt, som Louis først tolkede som medlidenhed. Men det var ikke medlidenhed – kun en grænseløs tålmodighed. Han pegede på dyngen af knogler, der bevægede sig. ”Gå ikke om på den anden side, ligegyldigt hvor meget det trækker i Dem, doktor. Barrieren må ikke overskrides. Husk dette: Der er større kræfter på spil her, end De kan forestille dem.”

Bogen starter meget fredeligt: Dr. Louis Creed flytter med sin kernefamilie til Ludlow, Maine, hvor alt tyder på, at de kan få en fantastisk fremtid. Huset er stort og rummeligt, og børnene kan lege i den store have, som for resten også er forsynet med en sti, som fører ned til … Kæledyrenes Kirkegård. Rachel Creed stempler straks dette sted som farligt og usundt for sine børn, men Louis er ikke enig. Han synes, det er en god måde at konfrontere sin datter med døden på.

Men da Ellies elskede kat dør, bliver Louis kastet ind i den første af mange hårrejsende begivenheder. Familiens nye nabo, Jud Crandall, tager Louis med ud til Kæledyrenes Kirkegård, men i stedet for at stoppe der, fører han ham over barrieren af døde grene og træer, som han selv havde advaret familien om at overtræde. De ender ved en gammel Micmac-begravelsesplads, hvor Jud opfordrer Louis til at begrave katten. Louis gør, som den gamle mand siger, og dagen efter dukker katten op hjemme ved huset – beskidt, ildelugtende, men i live.

Louis mener, at han kan leve med hemmeligheden om, hvad der gik for sig, mens hans kone og børn var på besøg hos Rachels forældre, og efter et par spørgsmål om begravelsespladsen (”Har man nogen sinde begravet et menneske deroppe?” ”Jesus Kristus, nej.”) beslutter han sig for at glemme alt om sine oplevelser ved Thanksgiving

… indtil en lastbil kører forbi på vejen foran deres hus, i samme øjeblik som lille Gage beslutter sig for at løbe kapløb med sine forældre. Kan Louis virkelig glemme alt om Micmac-gravpladsen, og hvad sker der i grunden, hvis man begraver et menneske deroppe?



(OBS: Næste del indeholder spoilers fra slutningen af bogen)


”Ønsker du at være den, der skal forklare Ellie, hvad der er sket, hvis hendes kat får kattesyge eller leukæmi, eller hvis den er blevet kørt over ude på vejen? Ønsker du at være den, der giver hende besked, Rachel? For måske ville du være den rette person til en sådan forklaring,” sagde han. ”Du kan fortælle Ellie, at pæne mennesker slet ikke snakker om den slags ting. De begraver dem bare … nej, for resten, brug ikke det ord, for så giver du hende komplekser ...”
Hun puffede ham til side. ”Lad mig være i fred! Du har sagt tilstrækkeligt!” Da hun var nået hen til døren, vendte hun sig om imod ham. Tårerne strømmede ned over hendes kinder. ”Jeg ønsker ikke dette diskuteret i Ellies nærvær mere, Lou. Det er mit alvor. Der er intet naturligt ved døden. Intet. Det burde du vide som læge.”


Jeg synes, at Dyrekirkegården er en spændende, uhyggelig, men på samme tid en meget lærerig og tankevækkende bog. Den er spækket med uhyggelige og sørgelige kapitler, og ikke mindst med det at skulle acceptere døden. Den har lært mig, at vi mennesker har svært ved at acceptere, når nogen, vi holder af, går bort. At vi, hvis vi får chancen, vil gøre alt for at ændre det, uanset hvad resultatet vil blive. Hvor fulde af håb, vi er; ”Jeg ventede for længe med Gage. Men det bliver anderledes med Rachel. Det ved jeg.”

For mig startede denne bog med at være ren underholdning, og da jeg blev færdig, betød den noget helt andet for mig. Dermed ikke sagt, at den ikke er god, for det er den. Jeg ville bestemt have slugt den på færre dage, end jeg gjorde, hvis ikke jeg selv har været ude for nogle oplevelser med døden, der tvang mig til at holde et par dages pause med den. Det er en bog, man nemt og hurtigt kan læse, uden at den mister værdi.



(Mange hævder, at Dyrekirkegården er en af Stephen Kings mest skræmmende bøger, og at man får mareridt af den. Jeg led hverken af mareridt eller skræk af nogen art, hvilket selvfølgelig ikke betyder, at andre vil have det på samme måde, men i min optik er Dyrekirkegården ikke så uhyggelig, som der går rygter om, bare langt mere tankevækkende, end hans tidligere romaner har været, hvilket i sig selv kan gøre bogen ubehagelig at læse.)