søndag den 15. maj 2011

Djævelens Fodspor af E. E. Richardson

Titel: Djævelens Fodspor
Forfatter: E. E. Richardson
Forlag: Flachs
Udgivelsesår: 2006
Sideantal: 286


1 er ild, og 2 er blod,
3 er storm, og 4 er flod.
5 er vrede, 6 er had,
frygt og ondskab følges ad.
9 er sorg, og 10 er kiv,
11 død, 12 atter liv.
Men det sidste, 13. skridt
er dit værste maremridt:
Den, som Mørkemanden tage,
vender aldrig mer' tilbage



Sådan lyder bagsideteksten, mens man nedenunder kan se silhuetterne af børn, der går på rad og række.

Jeg købte bogen for halv pris, da jeg var til Store Bogdag i Viborg sammen med Boggnasker. Det lignede en lille, men meget uhyggelig bog, og jeg faldt straks for digtet på bagsiden. Det vister sig da også, at jeg hurtigt kunne komme igennem dem, og nøj hvor var den spændende! Noget sagde mig, at den var skrevet til en lidt yngre målgruppe, men på den anden side skræmte den mig også på en måde, så jeg ikke havde lyst til at gå igennem et mørkt lokale alene. Måske er det bare mig, der er sart.

Bogen handler om drengen Bryan, som har mistet sin storebror, Adam. De legede den leg i skoven, den leg som ingen børn burde lege. Den leg der bestemte, hvordan man skulle dø. Adam tog det 13. skridt, og han forsvandt for evigt.

I en verden hvor Bryans forældre er stoppet med at tage sig af ham, lider han af mareridt om Mørkemanden. Sammen med to venner beslutter han sig for at finde ud af, hvad der er sket med de børn, der er blevet taget af Mørkemanden.


Bogen er meget kort, men forbløffende velskrevet i forhold til sin størrelse. På trods af dens hårrejsende handling, ynder jeg at kalde den for en ”hyggelig”, lille bog, fordi siderne og kapitlerne er så korte, som de er.



Af samme forfatter:

E. E. Richardson har også skrevet andre gyserromaner, som jeg garanteret ender med at læse en dag. Bl.a. har han også skrevet følgende titler: Gravens Gru, Fanget og Ånden i Cirklen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar