Original Titel: Misery
Forfatter: Stephen King
Forlag: Gyldendal
Oversætter: Anders Westenholz
Original sprog: Amerikansk
Sidetal: 296
Tidevandet løb ud. Pælene ragede igen op. Han begyndte at vente på urets slag. På to slag. Slagene lød. Han lå stablet op i puderne og holdt øje med døren. hun kom ind. Hun var iført et forklæde over sin cardigan og nederdel. I hånden holdt hun en gulv spand.
"Du vil vel have din snoskebolle medicin." sagde hun.
"Ja, tak." Han prøvede at smile indladende til hende, og følte inden ydmygelse - Han følte sig grotesk, som en fremmed.
"Jeg har den," sagde hun. "Men først må jeg tørre det svineri op. Det svineri DU har lavet. Du må vente, til jeg har gjort det."
Han lå på sengen med sine ben, der så ud som knækkede grene under tæppet og den kolde sved løbene over sit ansigt i små, langsomme strømme. Han lå og så hende gå hen til krogen og sætte gulvspanden fra sig før hun samlede skårene af suppeskålen op fra gulvet og bar dem ud og kom tilbage og knælede ned ved siden af gulvspanden og stak hånden ned i den og hentede en sæbeklud op og vred den og begyndte at vaske det tørrede suppe af væggen.
Han lå og kiggede på, og tilsidst begyndte han at skælve, og det gjorde smerterne værre, men han kunne ikke lade være. En gang vendte hun sig rundt og så ham skælvende og gennembløde sengetøjet med sit sved, og hun belønnede ham med et så snu, vidende smil, at han uden betænkteligheder kunne havde slået hende ihjel.
"Det er tørret ind," sagde hun og vendte ansigtet mod krogen. "Jeg er bange for det kommer til at tage et stykke tid, Paul."
Paul Sheldon er den succesfulde forfatter til serien fra det victorianske england, hvor stakkels Misery ender med at blive gift med sin store kærlighed. For at opnå anerkendelse hos kritikerne slår Paul den elskede Misery ihjel, og dette huer bestemt ikke hans millioner af fans. Og deriblandt ikke hans største beundre - Annie Wilkes.
Paul ønsker at komme videre, skrive "rigtig" litteratur, og har netop afsluttet manuskriptet til sin nye roman - Fast Cars, da han beslutter sig for at fejrer det med champanie og en køretur ud i natten. Stormen synes noget andet.
Paul Sheldon kører galt langt fra alt, i snestorm, og bliver ved et lykketræf (Eller hvad?) fundet af den midaldrende, eneboer Annie Wilkes.
Uger efter det vågner Paul op i en fremmed seng, og opdager, at hans ben er smadret til ukendelighed.
Men Annie Wilkes er ikke bare en gal fan, er hun vel? Nej, hun er snu. Selv om alle de snoskebollede tissemyrer er i mod hende. Så klarer Annie sig nok.
gudinde
Afrika
Det var måske ikke så pænt at slutte med de to ord, uden nogen form for forklaring. Men lad mig sige det sådan : Læs bogen og find ud af det!
Det lader til, jeg faldt over en af Stephen Kings virkelig psykologiske gysere her. Puha. Jeg fik helt kuldegysninger.
Man må sige, at på trods af stoffer og alkohol, og hvad Stephen King ellers var på, mens han skrev den, så har han virkelig gjort et godt stykke arbejde. Eller måske nærmere på grund af det? I hvert fald er den smuk skrevet, med en masse små sjove episoder, og mindre sjove. Jeg må endnu en gang forbløffes over, at han kan skrive en hel bog, hvor hovedpersonen praktisktalt ikke kan flytte sig ud af sengen. I hvert fald ikke ved egen hjælp. Paul Sheldon er en levende, og menneskelig hovedperson, med næsten flere dårlige sider end gode. Alligevel er man hele vejen i gennem på hans side. Men, man kan vist heller ikke andet med Annie Wilkes som modpart. King sagde selv, i Om at skrive - Annie Wilkes er druk, Annie Wilkes er stoffer. - Det er meget muligt, hun er det, hun er også creepy. Især, fordi hun kunne findes i virkeligheden. Der er ingen som siger at der ikke sidder en syg kvinde på en går et sted i USA, og gemmer sin skødeforfatter dybt i sit hus, hvor ingen kommer ind. Eller ud.
Annie Wilkes sprog er meget spøjst...ord som Snoskebolle, og idder-adder, er en del af hendes ordforråd, og som bogen skrider frem ser man med gru, at Paul også begynder at bruge dem. Annie kan nemlig ikke lide fy-ord.
På trods af bogens åbenlyse grusomhed, blev jeg på intet tidspunkt skræmt mens jeg læste. Forfærdet - Ja, men ikke bange. Ikke før det var blevet mørkt, og Annie begyndte at krybe ud af krogene.
Bogen er udgivet som film, jeg har endnu ikke set den, men har til hensigt at gøre det. Især, fordi min far og jeg mener, filmen er nærmest kriminelt langt fra bogen. Så, mit gode råd er :
Læs for guds eller gudindens skyld bogen først. Det vil I få meget mere ud af. Desuden er jeg overbevist om, at bogen er bedre.
Bogen er, som en sjælden fugl fra Afrika. Læs den med varsomhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar